23948sdkhjf

Med en skovfuld flis: Helsingør indviede sit kraftvarmeværk

Bestyrelsesformand Per Tærsbøl klippede den røde snor og hældte en skovfuld flis på transportbåndet.

Dermed markerede han den officielle indvielse af det fornyede Helsingør Kraftvarmeværk.

Værket producerer nu el og varme baseret på flis i stedet for fossilt naturgas. 

- Efter tre års byggeri er det en fornøjelse endelig at kunne indvie værket. Med værket sikrer vi kunderne stabil og klimavenlig fjernvarme til attraktive priser. Samtidig bidrager vi til at indfri Danmarks internationale forpligtelser og langsigtede mål i forhold til grøn omstilling. Bæredygtig biomasse er en fornuftig overgangsløsning i dag på klimarejsen mod nye og endnu grønnere teknologier til produktion af varme og el, sagde Per Tærsbøl bestyrelsesformand i Helsingør Kraftvarmeværk.

Helsingør Kraftvarmeværk ejes af Forsyning Helsingør og det fælleskommunale affaldsselskab Norfors.

Værket leverer fjernvarme til borgere fra Hornbæk i nord over Helsingør til Kokkedal og Hørsholm i syd. Samtidig producerer værket elektricitet til elnettet.

Med brugen af bæredygtig biomasse på værket reduceres CO2-udledningen med ca. 80.000 tons sammenlignet med naturgas. Det svarer til en reduktion på ca. 90 procent.

Kraftvarmeværk åbner dørene
Fremover kan alle andre også komme på besøg på værket og se, hvordan der produceres klimavenlig varme og elektricitet – og hvordan røg og kondensvand renses.

Helsingør Kraftvarmeværk åbner dørene for interesserede borgere med rundvisninger hver anden lørdag gennem fyringssæsonen.

På Forsyning Helsingørs hjemmeside er det nu muligt at tilmelde sig de første 8 rundvisninger inden jul.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094