23948sdkhjf

Nye energiprojekter på vej

Fjernvarmeforsyning
Vestforsyning Varme A/S har fremsendt projektforslag for fjernvarmeforsyning af boligområde ved Nørlundvej i Holstebro til Holstebro Kommune.

Området er omfattet af lokalplanforslag 1166 og omfatter 16 matrikler til rækkehuse med et boligareal på mellem 100 og 130 kvm.

Området ejes og byggemodnes af en privat bygherre, som har rettet henvendelse til Vestforsyning Varme A/S for at få området forsynet med fjernvarme.

Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Holstebro Kommune havde sagen på dagsordenen forleden, hvor det blev besluttet at sende projektforslaget i høring hos de berørte parter i fire uger.

Den endelige godkendelse af projektet er betinget af byrådets godkendelse af lokalplan 1166./Holstebro Kommune

Varmeværk
Haslev Fjernvarme ønsker at opføre et nyt flisfyret varmeværk til erstatning for det eksisterende kraftvarmeværk, og for at det kan lade sig gøre, er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlage. Faxe Byråd besluttede for nylig at sende planforslagene i offentlig høring.

Haslev Fjernvarme producerer i dag varme og el på et halmfyret kraftvarmeværk fra 1989. Anlægget som helhed er dog udtjent og en renovering er ikke økonomisk fordelagtigt. Desuden er kedlen fyringsteknisk forældet, da den betjener sig af teknikken med "cigarfyring" der medfører høje emissioner af kvælstofoxider. Haslev fjernvarme ønsker derfor at nedlægge det halmfyrede kraftvarmeværk og erstatte det med et nyt varmeværk, hedder det i sagsfremstillingen i byrådsreferatet.

Nyetableringen omfatter et nyt varmeværk med kedelhal, flislager, askerum, kedelanlæg, røggasvaskere, varmepumpe og tilhørende folkebygning.

Det er endnu ikke afklaret, om det udtjente kraftvarmeværk skal rives ned.
Infrastruktur. /Faxe Kommune

Solceller
Herning Kommune har modtaget en ansøgning om opstilling af solceller ved Grindsskovgård, på et areal på op til 206 hektar. Den årlige elproduktion forventes at være omkring 140.000 MWh svarende til cirka 45.000 husstandes årlige elforbrug.

Det er forvaltningens vurdering, at området landskabeligt vil være egnet til opstilling af solceller. Terrænet er fladt og med eksisterende beplantning, der gør at opstilling af solceller kun vil have lille landskabelig betydning. Midt i projektområdet er der et naturområde med stor betydning for vildtet, fordi det ligger uforstyrret. Byplanudvalget besluttede forleden, at planlægningen for solcelleprojektet kan sættes i gang, idet der skal sikres adgang til naturområdet i midten af projektområdet./Herning Kommune

Solcelleanlæg
Ringkøbing-Skjern Byråd har vedtaget plangrundlaget for et område til solcelleanlæg ved Holmvej nord for Bork endeligt.

Plangrundlaget giver mulighed for at etablere et solcelleanlæg på cirka 35 hektar. Anlægget består af solcellepaneler med tilhørende teknikbygninger og skabe./Ringkøbing-Skjern Kommune

Forstærkning af ledningsanlæg
Skjern Fjernvarme har bedt Ringkøbing-Skjern Kommune stille kommunegaranti for lån på op til 13,2 mio. kr. til finansiering af udskiftning af alle fjernvarmemålere, etablering af et fjernlæsningssystem og til forstærkning af ledningsanlæg for optimal udnyttelse af overskudsvarme på Skjern Papirfabrik.

Skjern Fjernvarme ønsker at forstærke en eksisterende fordelingsledning på Amagervej, så det bliver muligt at udnytte overskudsvarmen fra Skjern Papirfabrik optimalt hele året.

Ringkøbing-Skjern Byråd har sagt ja til at stille kommunegaranti som ansøgt./Ringkøbing-Skjern Kommune

Fjernvarmeforsyning
Udvalget for Miljø, Teknik og Plan i Assens Kommune har besluttet at sende et projektforslag for fjernvarmeforsyning af en ny udstykning på Buchwaldsvej i Tommerup St. i fire ugers høring.

Den nye udstykning er udlagt til tæt-lavt boligbebyggelse./Assens Kommune

Fjernvarmeforsyning
Haslev Fjernvarme har bedt om Faxe Kommunes godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyning af ejendommene Jens Chr. Skous Vej 8, 10, 12 og 14, hvor der planlægges opført 64 boliger.

Faxe Byråd godkendte projektforslaget på sit seneste møde./Faxe Kommune

Regnvandsbassin
Lyngby-Taarbæk Forsyning anlægger et regnvandsbassin i Traceet nord for afkørsel 15 ved Helsingørmotorvejen, og forsyningsselskabet orienterede om bassinets mulige udformning på mødet i Teknik- og Mijøudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune for nylig.

Lyngby-Taarbæk Forsyning forventer at kunne udbyde opgaven med detailprojektering ultimo 2019./Lyngby-Taarbæk Kommune

Solcelleanlæg
Vejle Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af et solcelleanlæg. Solcelleanlæg er på i alt 300 ha, hvoraf de 25 ha er placeret i Vejle Kommune, og resten er i Kolding Kommune, bilag 1-3. Anlægget er delt op på 3 delområder, der ligger inden for en radius af 7 km fra Energinets transformerstation ved Landerupgaard, som skal aftage strømmen. Delområde 1 på ca. 110 ha ligger mellem Øster Starup og Viuf, hvoraf de 25 ha ligger i Vejle Kommune. Det samlede anlæg forventes at kunne producere 200 mio. kWh årligt, hvilket svarer til ca. 50.000 enfamiliehuses elforbrug.

I ansøgningen begrundes placeringen af solcelleanlæggets delområder med nærheden til transformerstationen ved Landerupgaard, og de konkrete arealer afspejler resultatet af en screening af de potentielle arealer, samt de aftaler, som man har kunnet indgå med interesserede lodsejere, bilag 4. Der skal i givet fald trækkes kabler fra solcelleanlægget hen til transformerstationen.

Hvis anlægget skal etableres, vil det kræve udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan, som kan laves i fællesskab med Kolding Kommune.

Teknisk Udvalg vurderer umiddelbart at projektet vil kunne anbefales under forudsætning af at kommunens principper opfyldes for så vidt angår den del af projektet der ligger i Vejle kommune og at projektet også bliver realiseret i delområde 1 i Kolding kommune./Vejle Kommune

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078