23948sdkhjf

Clean efterlyser otte supermarkeder og fjernvarmeværker

Projektet Super Supermarkets skal demonstrere, hvordan det omkostningseffektivt er muligt at udnytte varmen fra de tusindvis af supermarkeder, der er i Danmark.

Indtil videre har projektkoordinatoren Clean kun samarbejdet med supermarkedskæden Coop, nærmere betegnet SuperBrugsen i Bjerringbro, Otterup og Kerteminde i tæt samarbejde med Gudenådalens Energiselskab, Kerteminde Forsyning og Fjernvarme Fyn.

Alle tre supermarkeder har fået installeret testudstyr og vil dermed være klar til at levere varme ud til fjernvarmenettet hos de tre varmeselskaber. Dog mangler ombygningen i Otterup at blive helt færdig. 

Første del af projektet er altså snart slut og helt som foreskrevet er tekniske, økonomiske, praktiske og reguleringsmæssige forhold omhandlende genbrug af varme fra supermarkedernes kølemaskiner til fjernvarmeformål blevet undersøgt.

Efterlysning
I forbindelse med projektet vil Clean lave otte feasibility-studier. Her skal hele konceptet testes. Derfor efterlyser Clean nu otte supermarkeder koblet med hver sit respektive fjernvarmeværk.

De otte får mulighed for at få lavet en overslags-beregning via den nye beregningsmodel udviklet af Clean med input fra projektpartneren TI.

- De individuelle fjernvarmeværker, samt det specifikke supermarked, vil efterfølgende modtage et økonomisk estimat af, om det, specifikt for dem, giver god mening at ombygge egne CO2-anlæg, siger projektleder Lotte Gramkow.

Varmeselskaberne får simpelthen et overslag over deres muligheder for at genbruge varmen fra et bestemt supermarked i nærområdet. Således får langt flere mulighed for vha. den nyudviklede beregningsmodel, at få kendskab til potentialerne.

Overslagsberegningerne skal tjene som en accelerator til at fremme udnyttelsen af overskudsvarme, og dermed til etablering af anlæg til genanvendelse af varme fra supermarkedets eget køleanlæg til genbrug i fjernvarmesystemet, og naturligvis internt i supermarkedet.

- Det overordnede formål med at anvende beregningsmodellen er netop, som også er hovedformålet med projektet, at sikre, at gode løsninger for varmegenvinding kommer bredt ud i landet til gavn for supermarkederne, fjernvarmekunderne og klimaet, siger Lotte Gramkow.

Det tilstræbes, at de otte forskellige feasibility beregninger – som alle skal være CO2-køleanlæg – kommer fra forskellige supermarkedsoperatører, som ex. Salling Group, Coop, Lidl, Rema1000, Aldi, Meny, Spar, m.fl., og der vil blive set på, om der er en god geografisk spredning blandt forespørgslerne.

Vil du være med?

Forespørgsel sker ved at skrive en e-mail til projektkoordinator Lotte Gramkow fra Clean på log@cleancluster.dk og det er ’først til mølle’ - princippet der gælder.

Dog afsluttes projektet ved udgangen af november måned, og derfor bedes forespørgslerne modtaget senest den 13. november 2019.

Projektet er støttet af EUDP.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078