23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Sælg Ørsted og skab en kæmpe klimafond

Sælg statens ejerhalvdel af energiselskabet Ørsted og skaf 120 milliarder kroner, der kan proppes i en grøn fond.

Sådan lyder et forslag fra Brian Mikkelsen, der er direktør for arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv. Et forslag han lancerer i et debatindlæg i Politiken tirsdag.

- Flere har foreslået, at man hæver skatter for lønmodtagere og virksomheder (for at finansiere grøn omstilling, red.). Det slipper man for, når man laver en fond, som den vi foreslår i Dansk Erhverv, siger Brian Mikkelsen.

Staten ejer 50,1 procent af aktierne og har dermed kontrol over Ørsted, der de seneste år er blevet verdens største selskab inden for havvindmølleparker. Selskabet ejer også ni danske kraftværker.

- De 120 milliarder kroner vil vi bruge til oprettelsen af en grøn fond, og her skal pengene bruges til at investere i nye grønne startups, de skal bruges til at finansiere grøn dansk forskning, og så skal de bruges til at finansiere løsninger og teknologier, der kan flytte Danmark ind i en ny og grøn tidsalder, siger Brian Mikkelsen.

Både i Socialdemokratiet og Venstre er finansordførerne skeptiske over for at slippe aktierne i Ørsted.

- Det er positivt, at dansk erhvervsliv spiller konstruktivt med i den grønne dagsorden. Når det er sagt, har Socialdemokratiets holdning til Ørsted ikke ændret sig: Vi mener ikke, at det nuværende ejerskab skal ændres, siger Christian Rabjerg Madsen (S).

Også Troels Lund Poulsen (V) er skeptisk over for et salg:

- Det er da et forslag, der kan indgå i debatten, men det er ikke noget, Venstre støtter på nuværende tidspunkt.

Brian Mikkelsen har tidligere advaret om at sælge kritisk infrastruktur. I 2010, da han var konservativ økonomi- og erhvervsminister, kaldte han det en fejl, at staten havde solgt aktiemajoriteten i TDC og Københavns Lufthavne til udlandet.

Det kan man dog ikke sammenligne med Ørsted, mener han i dag.

Tidligere i år solgte Ørsted eldistributøren Radius, og det betyder, at selskabet ikke længere har afgørende betydning for det danske samfund, mener han.

- Kraftværkerne er vigtige for vores infrastruktur, men det er ikke kritisk infrastruktur længere, siger han.

/ritzau/

Opdateret 5. november 2019

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156