Opgradering i Varde: 5000 kubikmeter spildevand i timen
Varde Renseanlæg skal gøres mere driftssikkert.
Derfor har Din Forsyning investereret i to nye riste, der hver kan håndtere 2.500 kubikmeter spildevand i timen og sortere toiletpapir, bind, vatpinde og andet synligt affald fra.
De to riste erstatter to mindre, nedslidte riste og giver en bedre rensning. De nye riste sikrer ligeledes mod nedbrud i de efterfølgende renseprocesser på anlægget.
Det skriver Din Forsyning på sin hjemmeside.
Mere kapacitet og større driftssikkerhed
Ristene er en del af flere forbedringer på Varde Renseanlæg, der udover fokus på vedligehold af indløbsristene primært omhandler større driftssikkerhed samt større behandlingskapacitet.
Renoveringen omfatter også mere bundbeluftning, fire nye omrørere og en optimeret blæserstyring i forbindelse med renseprocessen, der vil øge den organiske kapacitet. Udover at geare anlægget til at håndtere mere spildevand, så kaster det også en pæn el-besparelse af sig på knap 50.000 kWh/år.
Sidste etape i optimeringen af renseanlægget er dels at øge den hydrauliske kapacitet i efterklaringstankene og en ny returslampumpestation. Sidstnævnte forventes udover forbedrede slamegenskaber og drift også at give en årlig el-besparelse på 80.000 kWh.
Budgettet for det samlede projekt, der ikke er helt færdigudført, er på 7,5 mio. kr.
Optimeringen af renseanlægget sker i parløb med Din Forsynings generelle indsats med separatkloakering, hvor ledninger til spildevandet skilles fra regnvandsledninger rundt om i Esbjerg og Varde Kommuner.
Om Varde Renseanlæg Anlægget håndterer spildevand fra Varde by, Orten, Tinghøj, Janderup, Billum og Kærup. Desuden renser det spildevand fra hele Blåvandshuk-området samt Oksbøl, der pumpes til anlægget via en stor pumpestation i Oksbøl. Det rensede spildevand ledes til Varde Å. Anlægget håndterer opkoncentreret spildevandsslam fra Nr. Nebel, Outrup, Sig, Nordenskov og Agerbæk. Slammet køres på landbrugsjord som gødning ca. to gange om året |