23948sdkhjf

Dansker i spidsen for Nordisk Energiforskning

Danske Klaus Skytte er valgt som ny administrerende direktør for Nordisk Energiforskning i Oslo.

Han er 49 år og ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet og har siden 1996 arbejdet med miljø, klima og energi. Han kommer senest fra en stilling som forskningsleder for Energiøkonomi og Regulering på Danmarks Tekniske Universitet.

Klaus Skytte afløser Hans Jørgen Koch, som efter 4½ år på posten har ønsket at gå på pension.

- Med Klaus Skytte har vi fundet den helt rigtige øverste ledelse for Nordisk Energiforskning. Nordisk Energiforskning spiller en vigtig rolle indenfor klima og energi, som er centrale områder i den grønne omstilling af Norden til et af verdens mest integrerede og bæredygtige regioner. Klaus har en stærk forsknings- og lederprofil, og han har gennem tidligere projekter vist, at han kan skabe samfundsmæssig merværdi ved nordisk samarbejde, siger Paula Lehtomäki, Nordisk Ministerråds generalsekretær.

Klaus Skytte ser frem til sin nye rolle:

- Jeg er meget beæret over at få lov til at overtage en så vigtig institution som Nordisk Energiforskning, som med meget dygtige medarbejdere er på et højt niveau, og som allerede i dag har en vigtig rolle i udviklingen af det nordiske energisamarbejde. De nordiske landes lighed og tillid til hinanden gør, at vi kan og tør samarbejde, men det er vores forskelligheder, som gør samarbejdet stærkt og muliggør en hurtig og bæredygtig omstilling, siger han.

- Vi går en spændende tid i møde med yderligere vægt på klima. Det er en udfordring og samtidig et window-of-opportunities.  Norden har om nogen muligheden for at gå forrest mod et klimaneutralt samfund. Vores erfaringer fra eksempelvis vindenergi har vist, at vi kan lave en grøn omstilling og samtidig finde styrkepositioner som øger vores konkurrencekraft. Desuden skal vi sikre en social ligeværdig omstilling, som ikke skævvrider mellem befolkningsgrupper. Det kræver omtanke, handling og ikke mindst samarbejde. Jeg glæder mig til at være med til at danne et vidensgrundlag via Nordisk Energiforskning, som kan bruges til de strategiske og politiske beslutninger dette kræver, fortsætter Klaus Skytte.

Nordisk Energiforskning er en institution under Nordisk Ministerråd til støtte for det nordiske energisamarbejde. NEF skaber forskningsbaseret grundlag for politiske beslutninger og udgør et forbindelsesled mellem industri, forskning og politiske aktører.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079