23948sdkhjf

Det mener de om Finansloven

Regeringen og De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet er mandag aften blevet enige om næste års finanslov.

Det har selvfølgelig fået især de grønne aktører til at reagere. 

Rådet for grøn omstilling: Pænt kog under kedlerne
- Der er rigtig mange gode grønne initiativer i den nye finanslov og kun enkelte forglemmelser. Jeg tror, vi skal mere end 20 år tilbage for at finde en finanslov, der i samme omfang drejer politikken i den grønne retning, så det vil vi gerne kvittere for. Det er afgørende, at vi øger tempoet i den grønne omstilling, og derfor er det vigtigt, at vi ikke venter med alle de grønne initiativer til den kommende klimahandlingsplan, der realistisk set godt kan trække ud til efter næste finanslov. Derfor er det positivt, at der på dette års finanslov er kommet pænt kog under de grønne kedler, siger direktør for Rådet for Grøn Omstilling, Claus Ekman.

Dansk Energi: Vigtigt at man står fast
– Det er rigtig godt, at politikerne med finansloven har undgået afgiftsstigninger på elbiler. Andet ville have været helt sort i en tid, der kalder på grøn handling. Nu er det vigtigt, at partierne bag finansloven står fast på at holde afgifterne fuldstændig i ro til Transportkommissionen er færdig med sit arbejde. Elbilsmarkedet tåler ikke usikkerhed om rammerne, siger Lars Aagaard, adm. direktør for Dansk Energi,

Dansk Erhverv: Ikke en vækst- og velstandslov
- Lad det være sagt med det samme. Den netop indgåede finanslov er ikke en vækst- og velstands finanslov. Jeg havde gerne været den øgede arveafgift og den fortsatte skat på arbejdsgiverbetalt telefon foruden. Men overordnet set er der mange tidsler, der er luget ud undervejs, og jeg vil også glæde mig over, at der bliver oprettet en grøn fond på 25 milliarder kroner. Forskning er nøglen til at komme i mål med klimaambitionerne, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør hos Dansk Erhverv.

Ewii: Ny finanslov lægger ansvar på energisektoren
- Det er den rigtige vej at gå, og vi glæder os over, at det brede flertal i regeringen nu sætter penge bag de flotte ord om klima, vi har hørt dem sige. Men vi er også meget bevidste om, at vi i energi-branchen står overfor en monumental opgave, som vi skal løse, siger Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør i EWII Koncernen.

Dansk Byggeri: Roser og torne
- I Dansk Byggeris kvitterer vi for, at S-regeringen har sikret ro om håndværkerfradraget, så borgerne også fremover kan benytte det til både serviceopgaver og til at få renoveret boligerne, så de bliver klimavenlige og energieffektive. Samtidig bidrager fradraget til at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet i kampen mod sort arbejde, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Tekniq: Fornuftig grøn kurs
- Oprettelsen af Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 mia. kr. til investeringer i bl.a. lagring af energi, nye teknologier og omlægning af energisystemer kan være et spændende initiativ. Vi ser frem til, at det bliver udmøntet og håber, at det kan være med til at støtte og fremme energirenoveringer i danske bygninger, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne.

Greenpeace: Omstilling i sneglefart
- Den grønne omstilling af dansk transport sker fortsat i sneglefart, efter den katastrofeopbremsning, som fandt sted under den tidligere regering. At afværge stigninger i afgifter udgør ikke det gearskifte, som er bydende nødvendigt, når elbilerne skal blive det attraktive valg. Flere midler til cykler, busser og tog vejer dog lidt op for forsømmelsen, siger generalsekretær Mads Flarup Christensen, Greenpeace Norden.

Plastindustrien: Symbolpolitik
- Det er meget mærkværdigt, at man nu drejer så drastisk på afgiftsskruen. Det fører hverken til mere genanvendelse eller mindre plast i naturen. Hvis man for alvor vil øge plastgenanvendelsen, så er det f.eks. oplagt at ensarte den kommunale affaldsindsamling. Tredoblingen har meget karakter af ren symbolpolitik, siger Thomas Drustrup, administrerende direktør i brancheorganisationen Plastindustrien.

Landbrug & Fødevarer
- Det er godt, at regeringen og støttepartierne har valgt at prioritere midler til jordudtagning, og det vil jeg gerne kvittere for. I landbruget har vi længe talt varmt om netop det – også sammen med Danmarks Naturfredningsforening, for vi ved, at det kan sikre markante klimareduktioner. Den grønne omstilling er en samfundsopgave, og selvom det her ikke bringer os i mål, så er det et rigtig godt første skridt, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Dansk Metal
- Jeg synes det er helt fair at kalde denne finanslov for den grønne finanslov. Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken retning partierne bag finansloven gerne har ville gå - nemlig den grønne vej. Vi skal utvivlsomt gøre noget ved klimaet, og når vi nu samtidig er verdensførende på produktion af grønne løsninger, så er for eksempel en stigning i den grønne forskning den rigtige vej at gå, siger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.

Danmarks Naturfredningsforening: Vigtige initiativer
- Jeg må sige, at jeg er meget glad for den finanslovsaftale, der netop er indgået. Den indeholder så mange af de vigtige initiativer, vi som forening har kæmpet for i årevis. Jeg er særligt glad for, at vi nu endelig kommer i gang med at udtage landsbrugsjord, så vi kan give mere plads til vores trængte natur. Jeg glæder mig også over at der er sat penge af til mere urørt skov, og over at klimaambitionerne i aftalen er øget markant, siger præsident Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening.

HK:  Der er ingen vej udenom
- Danmark skal investere mere og ikke mindre i uddannelse, hvis vores samfund skal kunne udnytte den digitale og den grønne vækstmotor. Der er ingen vej udenom. Så det er et klogt første skridt, at finansloven lægger omprioriteringsbidraget på uddannelse i graven. Og så er det godt at se, at finansloven trækker Danmark i en grønnere retning, siger formand for HK, Kim Simonsen.

Dansk Fjernvarme: Startskuddet til grøn omstilling
- Den grønne omstilling bliver vor tids største udfordring. Derfor glæder det mig, at der er så stærkt et fokus på at få de grønne løsninger til at blomstre, som der er i finansloven. Hvis vi skal lykkes med at omstille vores samfund til grønne, bæredygtige løsninger, samtidig med, at vi i samspil med industrien udvikler de løsninger som vi skal leve af i fremtiden, så kræver det den opmærksomhed som vi nu har set startskuddet til med den nye finanslov, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109