Dom: Ministeriums overvågning af drikkevandet har været for dårlig
Efter flere sager de seneste år, hvor pesticidrester er blevet fundet i stort omfang i grundvandet rundt om i Danmark, falder dommen nu over Miljø- og Fødevareministeriet.
Statsrevisorerne kritiserer fredag i en beretning ministeriets overvågning af grundvandet. Desuden har ministeriet ikke været grundig nok, når der er blevet givet dispensationer til pesticidmidler, lyder det.
I forbindelse med sagen har ministeriet sendt redegørelser til Rigsrevisionen. Og rapporten fra Rigsrevisionen konstaterer, at ministeriet for 13 af de 18 pesticidmidler i redegørelserne har fraveget ministeriets egne faglige retningslinjer.
Statsrevisorerne finder det desuden stærkt foruroligende, at ministeriet i flere tilfælde ikke har reageret på konkrete advarsler om, at pesticider findes i grundvandet.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding er overrasket over, hvor skidt det står til.
- Det er en dybt alvorlig sag. Og jeg er chokeret over, hvor galt det egentlig står til.
- Vi har længe haft en formodning om, at der var problemer omkring den måde, som man dispenserer for sprøjtegifte på i Danmark.
- Men at det står så galt til, at man bryder med de faglige retningslinjer i to ud af tre sager, det er virkelig bekymrende og dybt alvorligt for vores natur og drikkevand, siger Maria Reumert Gjerding i en pressemeddelelse.
Rigsrevisionen skriver desuden, at ministeriet i to tilfælde først har reageret flere år efter modtagelsen af konkrete advarsler. Der henvises til advarsler fra 2007, som først er blevet undersøgt nærmere i 2017 og 2018.
- Vi ved, at der er tale om gifte, som er skadelige for både natur, drikkevand og mennesker.
- I Danmark er vi så heldige, at vi kan pumpe vandet op og drikke det direkte fra hanen.
- Men hvis først vi forurener det, så kan det ikke rulles tilbage, og derfor er den nye rapport fra Rigsrevisionen også et kæmpe wakeupcall til regeringen om, at her er altså noget helt galt, som der skal rettes op på, siger Maria Reumert Gjerding.
Når der er blevet konstateret høje koncentrationsrester af pesticidmidler i drikkevandet, skyldes det i de fleste tilfælde nedbrydningsprodukter fra sprøjtemidlet chloridazon.
Det er primært mest blevet brugt på roemarker, men har været forbudt siden 1996.
/ritzau/