23948sdkhjf

291 millioner kroner til vindmøller, metanol og el-ladestandere

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter 53 nye energiteknologiske projekter med 291 mio. kr., der fremmer udviklingen af grønne og klimavenlige energiteknologier.

- I EUDPs bestyrelse er vi glade for igen at kunne give tilsagn til så mange perspektivrige projekter, der kan bidrage til regeringens målsætning om 70 pct. reduktion af drivhusgasser i Danmark i 2030. Vi støtter vigtige områder, der bidrager til grøn omstilling i transportsektoren, lagring af vedvarende energi samt digitalisering af energisektoren og inden for energieffektivisering. Det er netop områder, der har brug for en hjælpende hånd, siger bestyrelsesformand for EUDP, Anne Grete Holmsgaard.

EUDPs bestyrelse har i årets 2. uddelingsrunde valgt at støtte en bred palette af nye teknologier, der vil gavne den grønne omstilling.

Det gælder f.eks. udvikling af elbilsladestandere, der kan levere fleksibilitet til balancering af el-nettet og et projekt, der vil øge energieffektiviseringsindsatsen i bygninger gennem øget digitalisering.

EUDP har også givet støtte til et projekt, der skal designe og teste et mindre biogas-til-metanol demonstrationsanlæg, hvor den producerede metanol skal anvendes i transportsektoren ligesom der er givet støtte til et projekt, der skal udvikle et koncept, der kan forlænge levetiden af havvindmøller.

EUDP har modtaget 90 projektansøgninger med et samlet ansøgt støttebeløb på godt 582 mio. kr., hvoraf bestyrelsen har valgt at bevilge støtte til i alt 53 projekter med et samlet støttebeløb på 291 mio. kr. De støttede projekter udgøres af henholdsvis 34 EUDP-projekter og 19 IEA-projekter.

I 2019 har EUDP uddelt i alt 473 mio. kr. til fremtidens energiteknologiske løsninger.

I boksen kan du læse om fire af de støttede projekter - Listen over alle støttede projekter finder du her

Projekt: DLTEC - Demonstration af levetidsforlængelseskoncept for havvindmøller

Havvindenergisektoren er næsten 30 år gammel, hvorfor levetidsforlængelse kontra nedtagning er et vigtigt emne i vindmølleindustrien i de kommende år. Projektet skal teste og demonstrere et levetidsforlængende koncept på en Vestas V80 2 MW mølle. Konceptet er generisk og kan bruges på forskellige slags møller. Det forventes, at det vil være muligt at forlænge vindmøllers levetid med op til 20 år. Projektets mål er at udvikle og eventuelt patentere nye værktøjer og tekniske løsninger til gennemførsel og implementering af levetidsforlængelse. Projektet vil linke teori og praksis, hvoraf en totalentrepriseløsning for levetidsforlængelse af offshore vindmøller opnås.

Fakta om projektet: EUDP-støtte: 12,6 mio. kr. - Totalbudget: 27,8 mio. kr.
Hovedansøger: R&D Tools and Structures A/S - Partnere: R&D Engineering A/S og Vattenfall Vindkraft A/S

Projekt: Datadrevne energieksperter som skabere af øget energieffektivitet i bygningssektoren

Projektet vil øge digitaliseringen af bygninger ved at udvikle en softwareløsning, der ved hjælp af maskinlæring vil digitalisere en række arbejdsgange for energieksperter. Derved kan bygningers bedre understøtte den grønne omstilling og de danske reduktionsmål ved at være datadrevne. Den udviklede løsning vil være i stand til at prioritere energieffektiviseringstiltag på tværs af en stor bygningsmasse baseret på data fra Internet of Things sensorer og maskinlæring. Mere specifikt vil løsningen eksempelvis identificere, om der skal ændres arbejdsgange eller brugeradfærd, eller om den bedste løsning er renovering af bygningsskallen eller optimering af varme- og ventilationssystemer mv.

Fakta om projektet: EUDP-støtte: 7,2 mio. kr. - Totalbudget: 13,4 mio. kr.
Hovedansøger: Center for Energy Informatics, Syddansk Universitet - Partnere: Vitani Energy Systems A/S, AURA Rådgivning A/S, Salling Group og Skanderborg Kommune.

Projekt: BIO-ReFuel

EUDP har tidligere støttet Bio-ReFuel fase 1 og har nu givet tilsagn om støtte til projektets fase 2, som har til formål at designe, producere og teste et mindre biogas-til-metanol demonstrationsanlæg. Anlægget vil blive designet og testet til at kunne køre effektivt med og uden en ekstern hydrogenforsyning. Uden tilsætning af hydrogen vil anlægget kun være lidt mindre effektivt, men det vil reducere investerings- og driftsomkostninger for fremtidige kunder radikalt. Anlægget skal kunne producere op til ca. 400 liter metanol per dag. Teknologien består af en kombination af ny teknologi til reformering af biogas samt et metanolsynteseanlæg. Systemet vil være meget fleksibelt i forhold til CO2-renheden, hvorfor den både kan anvende biogas og rent CO2 til videre konvertering til metanol. Den producerede metanol skal anvendes i transportsektoren.

Fakta om projektet: EUDP-støtte: 11,2 mio. kr. - Totalbudget: 16,6 mio. kr.
Hovedansøger: DTU Kemiteknik - Partnere: Elplatek A/S, Pentair plc./Union Engineering A/S og Unicat Catalyst Technologies, Inc.

Projekt: ACDC – Autonomously Controlled Distributed Chargers

Regeringen vil arbejde mod et reduceret salg af diesel- og benzinbiler frem mod 2030, og det vil betyde et større antal elbiler på vejene. ACDC-projektet vil bl.a. udvikle en ny teknologi til ladestandere, der skal hjælpe med effektivt at styre opladningen af elbiler. Det skal sikre, at elbiler kan levere fleksibilitet til balancering af el-nettet og understøtte øget brug af større mængder vedvarende energi. Teknologien vil blive udviklet og demonstreret på op imod 20 elbiler på Bornholm.

Fakta om projektet: EUDP-støtte: 10,0 mio. kr. - Totalbudget: 17,4 mio. kr.
Hovedansøger: DTU Elektro - Partnere: Nissan, Circle Consult, El Net Øst A/S og Vestas Wind Systems A/S.

Læs mere om: EUDP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097