23948sdkhjf

Dall Energy lander stor dansk ordre

Dall Energy skal opføre, hvad der meget vel bliver, verdens første kraftvarmeværk, der næsten udelukkende fyrer med havepark-affald.

Det lægger den aftale, som selskabet lige har indgået med AffaldPlus' datterselskab Sorø Fjernvarme i hvert tilfælde op til.

Dall Energy vandt opgaven gennem et EU-udbud, hvor selskabet var bedst på en række parametre.

- Af alle scenarier med forskellige teknologier vi regnede igennem, havde biomasseteknologien og anlægget fra Dall Energy den laveste CO2-udledning, og det vejede tungt, da vi traf afgørelsen om leverandør, siger energichef Ole Andersen fra AffaldPlus, der tilføjer, at CO2-udledningen ved brug af lokal biomasse viste sig markant lavere end et alternativ som eksempelvis en eldrevet varmepumpe.

En første gang for alting
Dall Energy har i de senere år vundet en række priser inden for biomasseteknologi, og virksomheden har selv udviklet den multibrændselsovn, som omsætter haveaffaldet til varme og el.

Ikke desto mindre bidrager opgaven i Sorø med noget helt nyt.

- Vi har erfaring med haveaffald som energikilde fra værker i Bogense og Sønderborg, men det er første gang, at vi skal etablere et kraftvarmeværk, hvor anlægget har lokalt haveparkaffald som primær energikilde, siger Jens Dall, der er administrerende direktør og grundlægger af Dall Energy.

Haveaffaldet kommer til at dække 80 pct. af det samlede brændselsforbrug, mens de resterende 20 pct. kommer fra andre typer af biomasse. 

Oplagt brændsel
Jens Dall peger på en række fordele ved at anvende havepark-affaldet.

- Haveaffald afgiver præcis den sammen mængde CO2, om det bliver brændt af, eller om det ligger og går til i haven eller skoven. Derfor er det helt oplagt at brænde affaldet af, så man undgår at holde varmen ved andre mere miljøbelastende energiformer, siger Jens Dall.

Han nævner desuden at el-opvarmning delvist kommer fra kul og gas, og derfor afgiver CO2 uden at betale tilbage. Grønt affald derimod erstattes af ny grøn bevoksning. 

- Man skal bare sørge for, at havens buske og træer vokser mindst lige så meget som den mængde træ og grønt affald, som man brænder. Det sikrer en stabil lagring af CO2, siger han.

Lokalt er godt
Havepark-affaldet, der skal brændes af i Dall Energys biomasseovn, kommer fra de 11 havepark-affaldspladser i de seks AffaldPlus-ejerkommuner. Og netop det lokale aspekt giver en besparelse både på varmeprisen og på CO2-udledningen i forbindelse med transporten af affaldet.

Mens fjernvarmekunder landet over er varslet store prisstigninger, kan Sorø-borgerne lune sig ved en prisbesparelse på 3.748 kroner per husstand per år for et standardfamiliehus på 130 kvadratmeter i forhold til det nuværende værk, som fyrer med naturgas. En besparelse på knapt 23 procent.

Det skyldes, at havepark-affald blot skal sorteres og transporteres fra genbrugspladsen til biomasseanlægget, når borgerne har afleveret affaldet på affaldspladsen. 

- Vi glæder os over at kunne bruge lokale energiressourcer. Det betyder reelt set, at når vores borgere afleverer grønt affald på genbrugspladsen, så får de det tilbage som varme i radiatoren. Sådan kan vi levere klimavenlig CO2-neutral varme, siger Ole Andersen, der tilføjer, at det lokale CO2-neutrale haveaffald tidligere var et affaldsprodukt.

Afbrændingen af havepark-affaldet kommer til at dække varmeforbruget hos 3.200 borgere i Sorø og producere el svarende til 2.220 borgeres el-forbrug. 

Det nuværende naturgasfyrede værk udleder cirka 11.250 tons CO2 ud om året. Det kommende kraftvarmeværk er CO2-neutralt. 

Den samlede regning for anlægget løber op i et trecifret millionbeløb. 

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11