Minus hos Tre-For efter første halvår
Energiselskabet kan efter første halvår af 2011 fremvise røde tal på bundlinjen. Tre-For Energi A/S præsterer dog langt bedre end ventet.
Ifølge JydskeVestkysten er det entrepriseforretningen og investeringselskabet der har tabt penge.
- Resultatet er bestemt ikke tilfredsstillende, men det er trods alt bedre, end man kunne have frygtet set i lyset af den generelle tilstand i samfundet og verden omkring os. Dels har uroen på de finansielle markeder givet os fald på vores investeringsklasser og værdipapirer i Tre-For Invest, og dels har afmatningen i byggeriet samt den hårde vinter givet os betydelige udfordringer i vores Entreprise-forretning, ligesom faldet i privatforbruget har påvirket både dette forretningsområde og vores bredbåndsområde, siger administrerende direktør Knud Steen Larsen.
Positive tendenser
Der er dog heldigvis lyspunkter i regnskabet.
- Tre-For Energi A/S har præsteret langt over de forventninger, vi havde opstillet. Omkring 75% over budgettet siger alt om et forretningsområde, der er i vækst, og som samtidig har leveret varen, når det handler om energirådgivning og energimærkning. Ligeledes kommer vores tre forsyningsselskaber alle ud med bedre resultater end forventet, siger Knud Steen Larsen.
Nye poster i halvårsregnskabet er de nyopkøbte selskaber dominus A/S og Midtjysk Køleservice, der begge følger budgetterne og har et positivt resultat før skat.
- Begge selskaber er blevet godt integrerede i Tre-For, og det er naturligvis meget glædeligt, at deres resultater er positive, siger Knud Steen Larsen.