23948sdkhjf

Kun ét selskab kan redde Hashøj Biogas

Siden den 1. januar har Hashøj Biogas (HB) ikke kunnet komme af med den producerede biogas og har derfor måtte brænde gassen af, hvilket absolut ikke er en optimal løsning, fortæller direktør Mads Frederiksen hos transport- og speditionsfirmaet HCS, der ejer Hashøj Biogas i Dalmose på Sjælland.

Energy Supply har også fået kommentarer fra bestyrelsesformand Ole Worm fra Hashøj Kraftvarmeforsyning.

Læs mere om det her:

Kraftvarmeværk om biogasstridigheder: Det har været forhaling på forhaling

- Årsagen til afbrændingen er, at Hashøj Kraftvarmeforsyning (HKV, red.) den 1. januar bogstaveligt lukkede for ”modtagerhanen” for biogassen fra Hashøj Biogas, til trods for, at vi var enige om pris og vilkår samt aftaleindhold for 2020, fortæller Mads Frederiksen. 

Han fortæller endvidere at Hashøj Biogas må lukke, såfremt der ikke findes en løsning. Derfor er der kun én måde at redde biogasanlægget på.

- Hvis Hashøj Kraftvarmeforsyning vil aftage biogas, siger Mads Frederiksen og uddyber:

- Hashøj Biogas har jo p.t. kun én mulig afsætningskilde for biogas, nemlig Hashøj Kraftvarmeforsyning, så Hashøj Kraftvarmeforsyning lukker Hashøj Biogas ved ikke at aftage biogas.

Mindelig løsning
Det så ellers ud til at de to selskaber var på vej mod en mindelig løsning i sagen.

I hvert tilfælde har de været til et forhandlingsmøde med Slagelse Kommune som mægler.

- På et møde den 3. januar 2020 drøftede HKV og HB en udvidelse af aftalen til også at gælde for 2021, således at det tidsmæssigt kan afpasses, så HKV kan etablere deres ønskede projekt og HB kan etablere opgraderingsanlæg. HKV skulle melde konkret tilbage på en række forhold den 6. januar, skriver Mads Frederiksen i en mail til Energy Supply.

- Grundlæggende er der fuld enighed om substansen/rammerne, og der mangler 'alene' enighed om formuleringen/præcisering af de relativt få ændringer, der skal indføjes i den aftalte tekst, som HKV og HB tidligere er blevet enige om. HB har opfordret HKV til hurtigt at mødes således at formuleringen/præciseringen kan komme på plads, så parterne kan få lukket aftalen og fortsætte samarbejdet, hvilket jo er i alle parters interesse, herunder de lokale interessenter. HKV har afvist at ville deltage, skriver Mads Frederiksen i samme mail. 

Foreløbigt er det altså endt med, at der slet ingen løsning er fundet.

Opgraderingsanlæg
Årsagen til at Hashøj Kraftvarmeforsyning ikke længere ønsker at aftage biogas fra Hashøj Biogas skal findes i det nye flisfyrede kraftvarmeværk med tilhørende varmepumpe, som selskabet har ønsket at opføre – og netop har fået grønt lys til af Slagelse Kommune.

Hashøj Biogas har dog ønsket at levere biogas til Hashøj Kraftvarmeforsyning – i hvert tilfælde indtil, at der er foretaget en opgradering af anlægget, så der i stedet kan leveres gas ud i naturgasnettet.

Men en opgradering af anlægget er en dyr affære – og det vil tage lang tid at få et sådant kørt i stilling.

- Det kan ikke lade sig gøre økonomisk at brænde biogas af, indtil opgradering er etableret, og det vil også være uansvarligt over for miljøet, fortæller Mads Frederiksen.

Han fortæller, at der allerede er indsendt en ansøgning om etablering af opgraderingsanlægget, men også at Hashøj Biogas må lukke ned, såfremt Hashøj Kraftvarmeforsyning ikke vil aftage biogassen, indtil opgraderingsanlægget står klar.

Har fortrudt
HCS overtog Hashøj Biogas for et år siden, efter at selskabet var blevet begæret konkurs ved Skifteretten i Næstved.

Dengang luftede Mads Frederiksen planerne om at anlægge et opgraderingsanlæg. Samtidig fortalte han, at biogasselskabet ville fortsætte med at levere biogas til kraftvarmeforsyningen i den periode, det kræves, indtil kraftvarmeforsyningen har fået et alternativ til biogassen kørt i stilling. Han åbnede endvidere op for at genforhandle den kontrakt mellem parterne, som grundet uenighed om prisen på biogas var udløbet ved årsskiftet 18/19, 

Men nu er det hele gået i hårknude – og på spørgsmålet om Mads Frederiksen har fortrudt investeringen i biogasanlægget, svarer han:

- Ved lukning af biogasanlægget, så er svaret ja.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078