23948sdkhjf

Egedal Fjernvarme får adgang til naturgasfyret område i Stenløse

Egedal Fjernvarme har netop fået godkendt sit projektforslag 'Bæredygtig fjernvarme i Stenløse Øst' af byrådet i Egedal Kommune.

Godkendelsen betyder, at Egedal Fjernvarme kan gå i gang med at rulle fjernvarmen ud til 600 parceller, en hal, børneinstitutioner, provsteboliger samt en række storkunder i Stenløse Øst, der i dag overvejende er et naturgasfyret område. 

På den måde skal naturgas, oliefyr og træpillefyr erstattes af fjernvarme – hos de forbrugere der måtte ønske det, vel at mærke.

Godkendelsen fra byrådet kommer nemlig med et forbehold.

- Egedal Fjernvarme skal have 50 procent af det opvarmede areal med om bord, inden man går i jorden.

Netop derfor kan direktør hos Egedal Fjernvarme, Jørn Arne Nielsen ikke med sikkerhed sige noget om, hvornår man går i jorden.

Han og fjernvarmeselskabet får nemlig først om 14 dage svar på, nøjagtigt hvor mange i Stenløse Øst, der ønsker at hoppe på fjernvarmetoget.

- Jeg er optimist, så jeg tror da på, vi når mere end halvdelen af det opvarmede areal, siger han og tilføjer:

- Jeg forventer, vi holder udbudsrunder i marts og april og er klar til at stikke spaden i jorden til maj.

Rigeligt med varme
Selvom der med den nye godkendelse meget vel kan blive koblet rigtig mange forbrugere – store som små – på Egedal Fjernvarmes net, så kommer selskabet ikke til at mangle varme.

- Vi har en stor forholdsvis ny flisfyret kedel og 4.000 kvadratmeter solvarmepaneler, så det bliver ikke noget problem. Vi bruger i dag kun 40 procent af vores kapacitet, så vi er klar til at levere, siger Jørn Arne Nielsen, der ikke kun står over for at skulle koble Stenløse Øst på nettet.

- Vi er storleverandører til Egedal by, hvor der udbygges med nye parceller. Der er gang i rigtig meget. Inden for de næste 12 måneder forventer jeg at koble 30.000 kvadratmeter på nettet – og det er uden at tale om de 30-40.000 kvadratmeter, der er i Stenløse Øst, siger han.

Selvom selskabet lige nu og her og et stykke tid ind i fremtiden har varme nok, så kan Jørn Arne Nielsen ikke se sig fri for at kigge lidt på fremtidige investeringer.

Han fortæller, at der både er mere solvarme, store varmepumper, udnyttelse af varmen i spildevand samt brintproduktion på programmet.

- Det er klart, at vi bliver nødt til at kigge på det, når vi går ud i nye områder, siger han.

Benspænd
Det var medio 2019, at Egedal Fjernvarme fremsendte sin 5. version af projektforslaget omfattende naturgasområdet Stenløse Øst til politikerne i Egedal Kommune. 

Efterfølgende modtog kommunen høringssvar fra Evida (daværende HMN Gasnet), som påpegede en række fejl i projektforslagets beregning af de samfundsøkonomiske konsekvenser.

Efterfølgende har der været dialog mellem Egedal Fjernvarme og Evida, som førte til en ændring af projektforslaget, der derpå blev sendt i fornyet høring. Ved høringsfristens udløb afgav Evida nyt høringssvar, hvor de ikke anførte yderligere kommentarer.

Derfor forventer Jørn Arne Nielsen da heller ikke, at der kommer nogen indvendinger nu, selvom Evida har muligheden.

- De har indtil den 27. februar til at spænde ben for os, men det tror jeg ikke, de har tænkt sig, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078