23948sdkhjf

FN’s Verdensmål: Spænd buen omhyggeligt

Dette indlæg er skrevet at Marie Louise Arnfast.

Holdninger og anskuelser står derfor alene for hendes regning. 

'Vi er allerede dækket ind – selve vores kerneydelse bidrager jo til et verdensmål'. 'Set i den store sammenhæng vil vores tiltag kun være en dråbe i havet'. 'Lad os nu koncentrere os om det, vi er gode til – og ikke tro, at vi kan redde hele verden'.

Indimellem støder jeg på disse forbehold, når jeg diskuterer FN’s Verdensmål med virksomhedsledere eller holder workshop om verdensmålene. Og det er jo rigtigt – et stykke hen ad vejen. Tag for eksempel virksomheder, der arbejder med fremstilling af grøn energi. De bidrager selvfølgelig direkte og i meget høj grad til indfrielsen af verdensmål #7: Bæredygtig energi – og langt mere end mange andre virksomheder har mulighed for med deres kerneydelser. Hvis arbejdet for verdensmålene var ”demokratisk”, så kunne man måske sige, at virksomheder, der har grønne energiformer som deres DNA, allerede har ydet deres bidrag. Problemet er blot, at hvis vi alle fortsætter med at gøre det samme, som vi gør i dag, så flytter vi os ikke. Business as usual er ikke en mulighed. Buen skal spændes hårdere – ellers når vi ikke i mål. Alle virksomheder kan ikke gøre lige meget – men de fleste kan gøre mere.

Det er også rigtigt, at den enkelte virksomheds indsats i forhold til at tænke bæredygtigt i sine indkøb, produktion og distribution kun er en dråbe i havet. Men som vi alle ved, består havet af - dråber. Og kun ved, at de mange gør en indsats, kan dråberne samle sig til større pytter, søer og have.

Nogle initiativer har mere effekt end andre. Og nogle initiativer er mere ressourcekrævende end andre. Derfor skal man vælge sine indsatsområder klogt. Jeg har oplevet, at man ved en screening af virksomhedens eller organisationens værdikæde og adfærd finder frem til rigtig mange områder, hvor man kunne gøre noget mere. Og her skal man passe på ikke at spænde buen for hårdt. Især mindre virksomheder har begrænsede ressourcer at kaste ind i aktiviteter, som handler om mere end overlevelse i markedet her og nu. Det er vigtigt at prioritere. Man kan for eksempel udarbejde en matrix, hvor man plotter tiltag ind i forhold til, hvor ressourcekrævende de er, og hvor meget effekt de har. Den øvelse vil ofte lede til, at man identificerer nogle indsatser, som er nemme at introducere her og nu.  Derefter kan man se på, hvilke indsatser, der på lidt længere sigt kan rykke virksomheden også på den større klinge, og opstille mål og handlingsplaner for dem. Der findes en række værktøjer, som kan være en hjælp i den proces.  På den måde kommer man stille og roligt i gang og undgår at spænde buen så hårdt, at den risikerer at briste.

For det må ikke ske. Indfrielsen af verdensmålene handler i høj grad om adfærdsændring. Og hvis indsatsen er for uoverskuelig, så risikerer man, at motivationen forsvinder, og ligegyldigheden indtræffer. Hvis derimod indsatsen er afstemt efter formåen og medfører succesoplevelser, så er vejen banet for at sætte nye mål på et senere tidspunkt.

Og ja, hvis vi skal ”redde verden”, så er det selvfølgelig ikke nok at ændre adfærd på virksomheds- eller organisationsniveau. Omfattende investeringer – private som offentlige - skal dirigeres over i at udvikle nye teknologier. Ikke mindst pensionskasser og kapitalfonde har en rolle her. Og politikerne skal sikre rammevilkår, der fremmer en bæredygtig udvikling. På nationalt såvel som på transnationalt niveau.

Men det fritager ikke virksomheder for at forholde sig til, hvordan de kan bidrage til at sikre en mere bæredygtig fremtid og indfri verdensmålene. Den handske har mange allerede taget op. Dansk Industri og Dansk Erhverv har igangsat en række initiativer. Og de store har været i gang længe: Ørsted, Vestas, Danfoss, Grundfos, og de går seriøst og videnskabeligt til værks med programmer som for eksempel Science Based Targets, hvor virksomhederne offentligt forpligter sig på specifikke mål. Til gengæld vil der også være gevinster at hente for dem – forretningsmæssigt og omdømmemæssigt. Som Danfoss’ adm. Direktør, Kim Fausing, i sidste uge udtalte til finans.dk:

- Bæredygtighed er en god forretning for Danfoss som virksomhed, for planeten og for befolkningerne. Som en førende virksomhed vil vi vise, at det er muligt at nå ambitiøse klimamål. Det gør os til en attraktiv samarbejdspartner.

Nu mangler vi blot, at flertallet af mindre og mellemstore virksomheder også følger trop og forholder sig til verdensmålene.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078