Havvandsvarmepumpe og fliskedel erstatter 500.000 tons kul i Esbjerg
Når vi skriver 1. april 2023 – om små 36 måneder – skal Din Forsyning have etableret og idriftsat den varmeløsning, der skal træde i stedet for den varme, der i dag produceres på kul på Esbjergværket.
Det vil sige, at der skal findes en ny løsning, der kan producere varme nok til at dække halvdelen af Din Forsynings varmebehov.
- Vi har et stort fokus på forsyningssikkerheden, og at det bliver en grøn løsning, som bliver så billig som mulig. For at opnå det sammensætter vi et miks af teknologier, som vi kan anvende, når de er bedst og billigst, siger direktør hos Din Forsyning, Christian Udby.
Han fortæller, at rygraden i energimikset bliver et havvands-varmepumpeanlæg og et flisfyret anlæg.
Derudover vil Din Forsyning stadig hente 49 procent af varmen fra affaldsforbrændingen Energnist i Esbjerg og i begrænset omfang fra egne reservelastcentraler.
Havvand og fliskedel
Historien om, hvorfor der skal findes nye varmekilder i det vestjyske er lang og kringlet og ikke foregået uden sværdslag og ophedede debatter. Pladsen her på siden er trang, så lad os nøjes med at slå fast, at når Ørsted lukker og slukker i 2023, så skruer Din Forsyning op for sin helt egen varmeproduktion.
Sammen med rådgivervirksomhederne Rambøll og Added Values har forsyningselskabet grundigt analyseret forhold vedrørende miljø, teknik og samfundsøkonomi og på den baggrund defineret en løsning bestående af 50 MW havvands-varmepumpeanlæg, 60 MW fliskedelanlæg og 30 MW elkedel som spids- og reservelast og i mindre grad overskudsvarme fra industrien.
Fliskedel og elkedel
Fjernvarmenettet i fremtidens Esbjerg – og omegn – skal altså fyldes med varme fra en eller flere fliskedler. De vil tilsammen få en indfyret effekt på i alt 55 MW og yde 60 MW varmeeffekt. Kedelanlæg, flislager og anlæg til røggasrensning skal placeres i en helt ny bygning med et samlet areal på op til 10.000 kvadratmeter.
Din Forsyning etablerer endvidere en ny elkedel på 30 MW til spids- og reservelast. Det har nemlig vist sig nødvendigt at opgradere på den front. Dels fordi nogle af de eksisterende spids- og reservelastanlæg er nedslidte, og dels fordi nogle af de eksisterende anlæg ikke kan bringes til at overholde forventede fremtidige miljøkrav.
El-kedlen vil desuden deltage som el-net balance og vil kunne startes og give øget el-forbrug, hvis netselskabet ønsker det.
Varmepumper på havvand
En væsentlig del af Din Forsynings nye varme-set-up bliver et havvandsbaseret varmepumpeanlæg med en produktionseffekt på i alt 50 MW.
Det kommer til at bestå af en samling af flere enheder, der placeres i en nyopført bygning med et samlet areal på op til 2.500 kvadratmeter.
Varmepumpeanlægget bliver eldrevet og producerer fjernvarme ved at nedkøle havvandet.
Anlægget kommer til at udvinde 3,1 MWh fjernvarme fra havvandet og der produceres 4,1 MWh fjernvarme, hver gang der forbruges 1,0 MWh el.
Varmepumpeanlægget forventes dog kun at være i drift fra september til maj – forudsat at elpriser og temperaturforhold giver de laveste produktionsomkostninger.
Om 36 måneder
Det gælder altså om at få etableret de produktionsanlæg, der skal erstatte varmeleverancen fra Esbjergværket - og sådan umiddelbart ser det jo ud til, at alting er klappet og klart.
Men der mangler nu alligevel noget.
- Vores projekt udvikler sig hele tiden. Vi er jo inde i en godkendelsesfase i samarbejde med kommunen, siger Christian Udby og tilføjer at man ikke har alverden med tid:
- Vi har altså kun 36 måneder til det her.
Din Forsyning forventer dog, at fliskedelanlægget og elkedlen kan tages i brug i første kvartal af 2023, mens varmepumperne først kan sættes i drift senere i 2023.
Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.