23948sdkhjf

Rapport: Dansk erhvervsliv bløder milliarder

Milliardtab, fyringer og omfattende økonomiske problemer.

Det er øjebliksbilledet i et "styrtblødende" dansk erhvervsliv, som gør status over marts med coronavirus i Danmark.

Rapporten, der er udført af brancheorganisationen Dansk Erhverv, viser blandt andet, at erhvervslivet har oplevet et samlet omsætningstab på op mod 52 milliarder kroner alene i marts.

Det skriver Berlingske.

Mangler op mod 52 milliarder
Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv, kalder det nogle "meget bekymrende tal".

- Vores analyse viser, at vi har dele af dansk erhvervsliv, som styrtbløder. Som fyrer rigtig mange mennesker. Som står og mangler likviditet og har mistet op til 52 milliarder kroner i omsætning, siger han til Ritzau.

Dansk Erhverv nævner i rapporten, at estimatet er forbundet med stor usikkerhed. Men udregningerne viser en omsætningsnedgang mellem 35 og 52 milliarder kroner.

Derudover har næsten syv ud af ti virksomheder oplevet et fald i omsætningen i marts sammenlignet med 2019.

En af fem har fyret
19 procent af virksomhederne svarer, at de har opsagt medarbejdere siden 1. marts. Og 16 procent forventer, at de skal opsige flere i løbet af de kommende 14 dage.

Det er især hoteller, restauranter, transport og detailhandel, som er "epicenter for problemerne". Og Brian Mikkelsen frygter, at april og maj bliver endnu værre.

- Vores prognoser viser, at vi i hvert fald frem til sommer vil opleve et erhvervsliv, som har kæmpe problemer og ikke bare er i knæ, men under gulvbrædderne.

- Vi vil opleve konkurser, betalingsstandsninger i tusindvis og fyringer, siger han.

Brian Mikkelsen opfordrer derfor til, at politikerne sætter endnu mere ind.

Ønsker mere hjælp
Folketinget har allerede vedtaget hjælpepakker for erhvervslivet for milliarder.

- Jeg synes, regeringen har handlet med rettidig omhu. Det har været nogle rigtig gode hjælpepakker. Men vi efterspørger justeringer af de hjælpepakker, eksempelvis med kompensation for varelagre.

- Det bliver dyrt, men alternativet er meget dyrere, siger Brian Mikkelsen.

Han siger, at selv, hvis samfundet så småt begynder at åbne op igen efter 13. april, hvor det indtil videre er planlagt, vil hjælpepakker stadig være nødvendige.

- Det vil ikke ændre situationen meget, fordi vores handelsmønstre ikke vil ændre sig meget.

- Det er ikke sådan, at vi vil gå på restauranter, hoteller og gå ud at købe tøj i butikkerne. Så dansk erhvervsliv vil stadig være kolossalt udfordret, siger Brian Mikkelsen.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078