Nordjysk varmeværk satser på fordobling på få år
Hobro Varmeværk har i dag 1.750 brugere, men det tal regner man med at kunne øge til 3.000-3.500 i løbet af nogle år. Det fortæller formand for varmeværket, Rino Wibe Sørensen, til Nordjyske.dk.
Ekspansionen startede helt tilbage i begyndelsen af 00’erne, hvor varmeværket udelukkende forsynede den nordlige del af Hobro. Resten var forsynet med naturgas.
Men i de seneste år er man målrettet gået efter at få flere store kunder med på varmenettet. Der har man blandt andet koblet Hobro Alderdomshjem, Søndre Skole, Hobro Sygehus og borgmesterkontoret på.
De rør der er trukket hertil kan let udvides til andre institutioner og villakvarterer, forklarer driftschef Mikkel Grathe.
Der bliver dog ikke lagt nye rør ud i boligområder, med mindre der er en tilslutning på cirka 50 pct. af beboerne.
- Erfaringerne viser, at på et eller andet tidspunkt kommer de fleste med på fjernvarmen. Men har man lige købt nyt gasfyr, kan jeg da godt forstå, at man ikke her og nu vil skifte til fjernvarme, siger driftschef Mikkel Grathe til Nordjyske.
Hobro Fjernvarme investerede i 2017 i et nyt biomassefyret varmeværk. Går ekspansionen som håbet, kommer det under pres, og så er man klar til at investere i en elkedel.