23948sdkhjf

Albertslund er Nordisk Energikommune 2011

Nordisk ministerråd har udnævnt Albertslund Kommune som Nordisk Energikommune 2011 med det store energirenoveringsprojekt ”Albertslundkonceptet”.
Den prestigefyldte pris som Nordisk Energikommune 2011 blev den 31. oktober 2011 tildelt Albertslund Kommune for energirenoveringsprojektet ”Albertslundkonceptet”.

Borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen (S), ser prisen som en stor anerkendelse.

- Tildelingen af prisen i dag er selvfølgelig en anerkendelse af Albertslund Kommune – dygtige medarbejdere og ledere. Men prisen er også en anerkendelse af de mange borgere, private virksomheder og forskningsinstitutioner, der arbejder for en bæredygtig klode, siger han.

Bedre og billigere boliger
Albertslundkonceptet er et unikt samarbejdsprojekt mellem kommunen, producenter, varmeværk, boligselskaber og vidensinstitutioner. Formålet er at udvikle metoder og konkrete tekniske løsninger, der gør energirenovering billigere i forhold til i dag og derfor rentabel at gennemføre.

Albertslundkonceptet er energirenovering i stor skala, som blandt andet har medført energirenovering af seks boliger i seks forskellige energiklasser, eksempelvis landets første CO2-neutrale hus. På den måde sikrer Albertslund Kommune og samarbejdsparterne erfaringer til fremtidens boliger.

Grønne løsninger i Albertslund
Steen Christiansen (S), håber, at Albertslundkonceptet kan være med til at udbrede energirenoveringen.

- Boligmassen står for en stor del af det samlede energiforbrug og op mod 40 procent af den samlede CO2-udledning. Derfor er energikravene til nybyggeri også skærpet markant gennem den seneste årrække. Men selvom vi satser på nye energieffektive boliger, vil der gå mange årtier, før vi har udskiftet den eksisterende boligmasse med nybyggeri. Derfor er Albertslund Kommune ved at udvikle en metode til at energirenovere eksisterende byggerier i samarbejde med en række øvrige parter. Jeg håber, metoden i Albertslundkonceptet kan være med til at udbrede energirenovering af eksisterende byggerier, så vi lokalt og nationalt såvel som internationalt kan tage endnu et vigtigt skridt mod en bæredygtig fremtid, siger han.

De nominerede
Nordisk Energikommune 2011 sætter fokus på bæredygtig energi, grøn vækst og det energirelaterede klimaarbejde i Norden. 14 kommuner i Island, Sverige, Norge, Finland, Åland og Danmark var nomineret til prisen.

Drammen fra Norge og Lidköping fra Sverige var med i finalen, hvor Albertslund altså løb med prisen som Nordisk Energikommune 2011. Således blev de tildelt de sekundære priser "Runner up" og "Speciel Mention" for deres ambitiøse energiprojekter.

Energiby
Albertslund Kommune er tidligere blevet nomineret for sit arbejde for miljøet, energien og klimaet.

I 2009 blev Albertslund udnævnt til Energiby af Klimaministeriet. Samme år vandt kommunen Dansk Energis ELFORSK-pris for udviklingen af A-lampen, der er energibesparende LED-lys til gader og parker, og i 2007 modtog Albertslund Kommune Nordisk Råds miljøpris.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078