23948sdkhjf

Copenhagen sejler snart med rotorsejl

Scandlines satser på rotorsejl som et af midlerne til at reducere CO2-udledningen
Sidste efterår satte hybridfærgen ’Copenhagen’ kursen mod skibsværftet Remontowa i Polen. Det var første gang, siden Scandlines’ færge gik i drift i december 2016, at skibet forlod sine vante omgivelser på ruten mellem Gedser og Rostock for tage på værft.

Det var dog ikke et helt almindeligt værftsbesøg. For under opholdet fik færgen - ud over det regelmæssige klasseeftersyn af klassifikationsselskabet Lloyd’s Register - monteret et stålfundament og lagt kabler som forberedelse til installation af rotorsejl. Selve rotorsejlet installeres i andet kvartal i år. Færgen har desuden fået en ny mast, da det bagerste toplys skal være placeret foran rotorsejlet.

Med beslutningen om at installere et rotorsejl på ’Copenhagen’ bruger rederiet den 100 år gamle Flettner-rotorteknologi, og investerer dermed i miljøvenlig vindkraftteknologi.

Konkurrencedygtig løsning
Finske Norsepowers rotorsejlsløsning er ifølge Scandlines den første maritime vindteknologi, der har vist sig at være konkurrencedygtig på kommercielle vilkår.

Rotorsejlet er en 30 meter høj roterende cylinder, som ved hjælp af Magnus-effekten bidrager til at drive skibet fremad. Ved at installere et rotorsejl kan Scandlines reducere CO2-udledningen fra hybridfærgen ’Copenhagen’ med 4-5 procent, fortæller Rasmus Nielsen, skibsingeniør hos Scandlines.

- Baggrunden for projektet er, at vi gerne vil reducere vores CO2-udledninger og blive mere grønne og samtidig mere effektive. Så vi har kigget på alle de muligheder og teknologier, der kan trække os i den retning. En af de muligheder er rotorsejlet. Det er jo en teknologi, som har været kendt i mange år, og vi har vurderet, at vi nu kan lave en business case, som hænger sammen med rotorsejl, fortæller Rasmus Nielsen.

Kun lidt vedligehold
Om årsagen til, at Scandlines netop valgte Norsepowers løsning forklarer han:

- Det er næsten den eneste løsning, vi har set på, som kan hænge sammen med vores driftsprofil. Mange andre rotorsejl kræver for meget vedligehold, eller de er simpelt hen for dyre i forhold til, hvad man får ud af det. Dette rotorsejl er nemt, og det passer næsten sig selv. Vi skal ikke have ret meget mandskab til at passe det. Og så er der nogle referenceinstallationer, så vi skal ikke være forsøgskanin. Vi kan se, at teknologien virker.

Rasmus Nielsen tilføjer, at netop ruten Gedser-Rostock egner sig specielt godt til rotorsejl.

- Rotorsejlet virker jo ved at skubbe skibet i den rigtige retning, så hvis vinden kommer ind lige forfra eller agterfra, er det ikke særlig effektivt eller ligefrem en ulempe. Men jo mere vinkelret, vinden kommer ind på skibet, jo mere effektivt er det. Og i og med at vi sejler nord-syd, og vi ligger i et område, hvor det generelt blæser en del, burde det være et godt sted at installere sådan et rotorsejl hos os.

Indsamler data
Indtil sommer, hvor rotorsejlet installeres på færgen, foretager Scandlines sammen med Norsepower en række vindmålinger på skibet og indsamler data til at justere rotorsejlet optimalt.

Rotorsejlet er 30 meter højt og fem meter i diameter, så det er vigtigt, at skibet har stabilitet og er i stand til at manøvrere med installationen, understreger Rasmus Nielsen.

- Det ændrer jo lidt på manøvreforholdene på skibet, specielt i havn, så det skal man tage hensyn til. Det gælder også, hvis skibet skal sejle under broer eller andre steder, hvor der er begrænsninger på højden, siger han.

Scandlines råder over i alt otte færger og vil bruge erfaringerne fra ’Copenhagen’ til at beslutte, om der i fremtiden også skal installeres rotorsejl på andre af rederiets færger.

- Nu får vi erfaring fra ’Copenhagen’ om, hvordan det virker, og om det er en god løsning, som fungerer efter hensigten. Hvis det gør det, vil det være oplagt at installere rotorsejl på nogle af de andre færger. Men alle skibene er jo forskellige og har forskellige driftsprofiler, så det er ikke sikkert, at det er en fordel på alle andre skibe, fordi det nu virker på ’Copenhagen’. Det vil vi undersøge med de erfaringer vi får, og så vil vi træffe beslutning derefter, siger Rasmus Nielsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.155