Pris til energiproducerende hus
Danfoss A/S Electric Heating System, Skovbo Villa A/S og Zeteco Energy har modtaget pris for innovativt samarbejde for huset Energi+hus, der er 100% selvforsynende.
I et innovativt samarbejde er det lykkedes for Danfoss A/S Electric Heating Systems, Skovbo Villa A/S og Zeteco Energy A/S at skabe et hus, som er 100 pct. selvforsynende med energi til opvarmning af huset, og som tilmed fører det overskydende el tilbage på el-nettet.
- Boligers store energiforbrug er en udfordring, hvis vi skal leve op til vores ambitiøse energi- og klimamålsætninger. Derfor er Energi+hus et eksempel på, at unikt samarbejde på tværs af virksomheder kan finde løsninger på verdens energimæssige udfordringer, siger formand for DI Byggematerialer Mogens Nielsen.
Energi+husets unikke kombination af et varmegenvindingsanlæg med elektrisk gulvvarme sikrer varme nok til husets beboere i de mest kritiske vintermåneder uden, at luften indenfor bliver for tør.
Med prisen ønsker DI Byggematerialer at skabe opmærksomhed på det innovative arbejde, der foregår i byggematerialebranchen. Prisen blev i år givet for en innovativ kombination af standardløsninger, der tilsammen sikrer en optimal og funktionel opvarmning af boligen.