23948sdkhjf

Minister klapper i om omstridt klimasnak fra dronningen

Dronning Margrethe er ikke "ganske overbevist om", at klimaforandringerne er direkte menneskeskabte.

Det sagde hun i et interview med Politiken tidligere på måneden. 

Klimaminister Dan Jørgensen (S) vil ikke kommentere dronningens udtalelser om klimaet.

Sådan lyder det i et folketingssvar fra ministeren til folketingsmedlemmet Sikandar Siddique. Han er tidligere medlem af Alternativet, men i dag løsgænger. Siddique vil vide, om regeringen deler dronningens holdning til klimaspørgsmålet.

- Jeg finder ikke anledning til at kommentere på enkeltdele i et interview med Hendes Majestæt Dronningen, svarer ministeren.

Dronningen lod sig interviewe i anledningen af sin 80-års fødselsdag. Her kom dronningen med nogle bemærkninger om klimaforandringer. Udtalelserne skabte en del politisk debat.

I interviewet sagde dronning Margrethe, at vi som samfund ikke bør "panikke" over klimaforandringerne.

Da dronningen blev spurgt om, hvorvidt hun er på videnskabens side, når videnskaben konstaterer, at klimaforandringer er menneskeskabte, svarede hun:

- Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte - direkte - det er jeg ikke ganske overbevist om.

Dan Jørgensen slår i sit svar fast, at regeringens målsætning på klimaområdet er uændret.

- Regeringens politik på området er klar. Regeringen har således meldt ud, at regeringen arbejder for at indfri de målsætninger, der følger af aftale om klimalov af 6. december 2019 om 70 procent reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 i forhold til 1990 og et langsigtet mål om klimaneutralitet i senest 2050.

- Det er det, jeg forholder mig til, og som jeg hver dag arbejder for at realisere, svarer ministeren.

Under tirsdagens spørgetime med statsministeren var der selvsagt mest fokus for coronakrisen.

Men statsminister Mette Frederiksen (S) kunne også forsikre De Radikale om, at der skal være plads til at få truffet klimapolitiske beslutninger inden sommerferien.

De Radikales leder, Morten Østergaard, har tidligere udtrykt stor utålmodighed med regeringens tempo i forhold til at komme videre med klimalovens målsætninger.

I slutningen af februar truede han med at trække tæppet væk under regeringen, hvis ikke der inden 5. juni lå en klimapolitisk plan klar. Kort tid herefter overtog coronaudbruddet totalt dagsordenen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079