23948sdkhjf

Biogasbranchen: Stor medlemstilgang medfører navneændring

Biogasbranchen har på sin generalforsamling besluttet at skifte navn til Biogas Danmark. Baggrunden er, at organisationen har oplevet en fordobling af medlemsgrundlaget på to år og dermed har samlet hele branchen. 

- Det er glædeligt, at vi har opnået så massiv en opbakning gennem de seneste par år. Den store medlemstilgang betyder, at biogassektoren er blevet samlet. Dermed kan vi tale med stor vægt i eksempelvis den aktuelle debat om at lade investeringer i biogas medvirke til at sætte gang i økonomi og jobvækst i Danmark efter coronakrisen, siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark..

Han forklarer at navneskiftet er et led i en ny kommunikationsstrategi, der skal sikre større synlighed og som også matcher det faktum at organisationen har samlet hele branchen. 

- Det nye navn er mere tidssvarende og signalerer, at vi er på niveau med de øvrige brancheorganisationer inden for cleantech-området. Så for os har det været et spørgsmål om at udvikle en kommunikationsstrategi og finde et navn, som passer til den organisation, vi er. Samtidig har vi oplevet, at medierne har haft svært ved at skelne mellem Biogasbranchen som henholdsvis organisation og som branche, hvilket også bliver løst med navneændringen, forklarer Henrik Høegh.

Realiserer potentiale
Medlemstilgangen og navneskiftet kommer på et tidspunkt, hvor biogassektoren er godt på vej til at realisere et stort potentiale for at gøre den danske fødevareproduktion mere bæredygtig.

- Samtidig kan biogassen løfte nogle af de klimaudfordringer, som elektrificeringen har svært ved at klare – for eksempel en hurtig grøn omstilling af den tunge transport. Desuden har biogasproduktionen den fordel, at den både skaber grøn omstilling og permanente jobs i de danske yderområder, lyder budskabet fra Biogas Danmark. 

- Vi har gennem en årrække opbygget stor troværdighed i interessevaretagelsen i forhold til politikere, ministerier, styrelser og øvrige interesseorganisationer. Navneskiftet er et led i en strategi, der skal videreføre denne udvikling og skabe større synlighed og viden om den værdi, biogassen tilfører samfundet, siger Henrik Høegh. 

Biogas Danmark forvnter at biogas kommer til at udgøre over 30 procent af det danske gasforbrug fra 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093