Djursk vind-offensiv: Vil have ny stor havmøllepark i Kattegat
Folketinget har netop taget hul på forhandlingerne om blandt andet udbygningen af havvindkapaciteten i Danmark.
Lige nu samler opmærksomheden sig om regeringens forslag om at etablere to store energiøer med tilknyttet havvind i henholdsvis Nordsøen og Østersøen ved Bornholm.
Men der er gode grunde til også at rette blikket mod Kattegat, siger borgmester Jan Petersen (S), Norddjurs Kommune og CEO Henrik Carstensen, Grenaa Havn, der er gået sammen i en midtjysk offensiv til fordel for en ny havvindmøllepark i Kattegat.
- En havvindmøllepark i Kattegat er et godt og omkostningseffektivt bud på en hurtigere løsning, der kan forsyne Østdanmark med grøn el. Vi skal nemlig ikke først planlægge og etablere en energiø, siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen i en pressemeddelelse.
Budskabet fra den norddjurske kommune og Grenaa Havn er derfor klar.
- Ja, lad os få et energiø-projekt, men også komme hurtigt i gang – og helst i Østdanmark. For det er dér behovet for mere grøn el er størst. Danmark har travlt, hvis vi skal nå 70 pct.-målet i 2030. Det taler for tempo i udbygningen. Hvert år tæller, siger Jan Petersen.
Hvor stor en havmøllepark vil der være tale om?
- Størst mulig, men det må jo bero på de scanninger vi får foretaget, siger Jan Petersen.
Han forestiller sig en havmøllepark som Anholt Havvindmøllepark - bare større og teknologisk opgraderet, siger han.
Har masser af plads
Grenaa Havns CEO Henrik Carstensen peger på, at Kattegat og specifikt Hesselø var den mest omkostningseffektive placering blandt de områder i Østdanmark, som Energistyrelsen lod screene i 2018.
I Kattegat har man altså masser af plads - nu mangler blot vindmøllerne.Og det er her Grenaa Havn kommer ind i billedet.
Ved en placering i Kattegat vil man nemlig få gavn af den ekspertise, der er bygget op med etableringen af Anholt Havvindmøllepark.
- Grenaa Havn kontaktes af lande verden over, der vil have del i den store know-how som base- og servicecenter for vindmølleprojekter, som Grenaa Havn har bygget op med etableringen af Anholt Havmøllepark. På den måde har havnen allerede plads, udstyr og et erfarent mandskab, der vil være en stor fordel for en anlægshavn af en ny vindmøllepark, siger Henrik Carstensen.
En, to, mange
Begge anfører, at der ud over det foreslåede energiø-projekt bør være plads til en yderligere havvindmøllepark.
Betyder det at I sysler med mere end én havvindmøllepark?
- Det kan godt være. Det må nærmere scanninger og undersøgelser afsløre, men der er masser af plads, siger Jan Petersen.