23948sdkhjf

Genanvendelige katalysematerialer skal skabe bæredygtigt energilager

Markedet inden for energilagring skal optimeres gennem nyudviklede katalysematerialer, der gør det muligt at genanvende og reducere mængden af kritiske råstoffer som iridium og ruthenium.

Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Det er især relevant i lande, der anvender klimavenlige energikilder som vind og sol, som naturligt har store udsving i elproduktion.

En effektiv lagring af elektrisk energi, også kendt som Power-to-X, vil derfor stabilisere energiøkonomien, og det er netop formålet med det europæiske Horizon 2020-projekt, Recycalyse, som Teknologisk Institut står i spidsen for.

- Vi tager udgangspunkt i energilagringsmetoden PEM (polymer-elektrolyt-membran) elektrolyse, som kort sagt går ud på at bruge elektricitet til at spalte vand og udvikle brint og ilt, mens efterspørgslen på energi er lav, eller energiproduktionen er høj. På den måde opnår man en kemisk lagring af overskudsenergi, der både er meget mere fleksibel og har en højere energidensitet end for eksempel batterier. Efterfølgende kan brinten så for eksempel bruges til at generere elektricitet igen, når efterspørgslen er højere, eller omdannes til kemikalier og brændstoffer, siger sektionsleder på Teknologisk Institut Christian Kallesøe.

Færre omkostninger og mindre ressourceforbrug
På nuværende tidspunkt er PEM-systemer forbundet med høje omkostninger og bruger store mængder kritiske råstoffer. Idéen bag Recycalyse er at udvikle og producere bæredygtige, state of the art-katalysematerialer til iltudviklingen, som er den mindst effektive proces i PEM-elektrolysen.

- Samtidig vil vi opsætte en genanvendelsesproces for alle komponenter, der indgår i Pemec (PEM elektrolyseceller). Ved siden af de dyre katalysematerialer består Pemec-systemer nemlig også af titaniumplader og andre værdifulde elementer. De skal genanvendes for at reducere produktionsomkostninger og CO2-udledninger i produktionen, siger Christian Kallesøe.

Reducerer materialeimporten i EU
Recycalyse vil desuden bidrage til at reducere eller undgå afhængigheden af materialeimport i EU. Det sker ved både at genanvende elementerne i nye katalysematerialer – og dermed bidrage til en cirkulær økonomi – og ved at reducere andelen af kritiske råstoffer i katalysematerialerne, der skal importeres uden for EU.

- De største gevinster ved projektet er øget teknisk og økonomisk konkurrenceevne inden for EU’s energilagringsproduktion. Når vi er i mål, vil energilagringen være gearet til effektiv lagring af store mængder af energi i PEMEC-systemer med færre omkostninger og mindre CO2-udledninger som resultat, siger Christian Kallesøe.

Projektet er støttet med 5.5 millioner euro fra den Europæiske Unions Horizon 2020 forsknings- og innovationsprogram.

Deltagere i Recycalyse

Med Teknologisk Institut i spidsen består Recycalyse af et samarbejde mellem Fraunhofer ICT, Sustainable Innovations, Vertech Group, TWI, Danish Power Systems, Technische Universität Bergakademie Freiberg (Institute for Nonferrous Metallurgy and Purest Materials), Universität Bern, Prüfrex Innovative Power Products GmbH, HyCentA Research GmbH, and Accurec Recycling GmbH.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141