23948sdkhjf

Seas-NVE sælger mere end 100.000 naturgas- og varmeservicekunder til OK

- Konkurrencemyndighederne vurderer, at energi- og fibernetkoncernen Seas-NVE kan opnå en dominerende position på gasmarkedet, hvis selskabet overtager Ørsteds naturgaskunder.

Derfor sælger Seas-NVE 107.000 naturgaskunder til energikoncernen OK. Der indgår yderligere 44.000 varmeservicekunder fra Ørsted i handlen.

Seas-NVE købte i september sidste år Ørsteds netselskab Radius Elnet, privatkunde-forretningen og udendørsbelysningsforretningen af Ørsted.

Handlen har siden afventet konkurrencemyndighedernes og Energistyrelsens godkendelse.

Og det er i forbindelse med myndighedsbehandlingen at der er rejst et forbehold, som omhandler Seas-NVEs position på gasmarkedet. 

- Seas-NVE havde set frem til at skulle tilbyde endnu flere naturgaskunder attraktive løsninger, men vi accepterer naturligvis myndighedskravet. Gasmarkedet er midt i en modningsproces, hvor konkurrencen løbende bliver mere og mere intens. Derfor har vi forståelse for myndighedernes vurdering, siger direktør hos Seas-NVE Jesper Hjulmand.

Selskabet har grundet myndighedskravet altså solgt 107.000 gaskunder og varmeserviceforretningens 44.000 kunder til OK.

- Seas-NVE og OK har meget til fælles. Som andelsselskaber deler vi mange værdier i relation til ansvarlighed, samfundets udvikling og fokus på forbrugeren. Det ligger indlejret i vores strategier. Jeg er overbevist om, at vi har fundet et godt nyt 'hjem' til kunderne fra Ørsted, siger Jesper Hjulmand.

Mange muligheder

OK glæder sig også over at kunne øge sin kundeportefølje og dermed styrke sin position på naturgasmarkedet, lyder det fra CEO Jørgen Wisborg.

- Som energivirksomhed og som danskejet andelsselskab, der gennem mange år har forsynet danskerne med energi, er jeg ikke i tvivl om, at det her er et godt match. Vi er eksperter i kundeservice og i at håndtere abonnementskunder på energimarkedet og tilbyder digitale og innovative løsninger, der gør det nemt og bekvemt at være kunde i OK. Så vi glæder os meget til at byde vores nye kunder velkomne," siger han.

Energikoncernen OK, som gik ind på naturgasmarkedet i 2010, forsyner også danskerne med alt fra brændstof og bilvask til el og varmepumper. Og Jørgen Wisborg ser mange muligheder i opkøbet:

- I OK vil vi levere den energi, danskerne efterspørger. Nu og i fremtiden. Derfor tilbyder vi en lang række energiprodukter og har kapaciteten til at servicere på flere forskellige markeder. Der er ingen tvivl om, at vi nu bliver en betydende spiller på naturgasmarkedet, men skulle vores nye kunder have andre energibehov, er vi jo fx også Danmarks største leverandør af varmepumper, siger Jørgen Wisborg.

Ingen fysiske aktiver
Der indgår ingen fysiske aktiver i handlen. Et lille antal medarbejdere vil følge med fra Ørsted til OK, når salget er endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne.

Seas-NVE vil fortsat være aktiv på naturgasmarkedet med sine 128.000 naturgaskunder og 27.000 varmeservicekunder samt erhvervskunder i Danmark og Sverige.

OK kan byde naturgaskunderne velkomne, når myndighederne har godkendt handlen, hvilket forventes at blive først på efteråret 2020.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203