23948sdkhjf

Risikoen for overløb fremskynder renovering af renseanlæg

Sydkystens Renseanlæg i Forsynings Helsingørs områder er bygget i 1960’erne, og derfor er anlægget udfordret i forhold til fremtidens klimaforandringer med mere nedbør.

Når det regner kraftigt er kapaciteten for lille til at klare trykket fra regnvandet og for at undgå at lede mere urenset spildevand ud i Øresund end højest nødvendigt er en renovering af renseanlægget nødvendig. 

Forsyningsselskabet har netop besluttet at fremskynde processen med et år.

- Tidsplanen for renoveringen af Sydkystens Renseanlæg er justeret således, at arbejdet nu forventes udført og afleveret ultimo juni 2022 – mindst et år tidligere end først estimeret i den oprindelige tidsplan.

Det oplyser Forsyning Helsingør i en pressemeddelelse. 

Dermed kan borgerne i Espergærde se frem til, at renseanlægget både bliver hurtigere klar til fremtidens klimaforandringer med større og mere intense nedbørsmængder samt til de ekstra boliger, som er under planlægning.

Ombygningen betyder, at risikoen for overløb med opblandet regnvand og spildevand til Øresund mindskes.

- Selv om godt 99 procent af alt spildevand i ledningsnettet bliver renset på et af vores tre renseanlæg, skal vi have nedbragt mængden af overløb til Øresund. Derfor er det vigtigt, at vi får renoveret Sydkystens Renseanlæg, så det bedre kan klare presset fra fremtidens øgede regnmængder og er gearet til byudviklingen. Og det skal ske hurtigst muligt, fortæller Jens Bertram, bestyrelsesformand for Forsyning Helsingør og fortsætter:

- Det seneste halve år har vi arbejdet med teknologiafklaringen, og vi er blevet klogere på udfordringerne i projektet. Med de rigtige forudsætninger er det muligt at skære mindst et år af tidsplanen for ombygningen – uden at gå på kompromis med faglighed og kvalitet. Dermed forsøger vi også at opfylde et stort lokalt ønske om at speede processen op.

Ny tidsplan
Forsyning Helsingør har altså lagt en ny stram tidsplan for at kunne blive færdige til tiden. 

Det betyder, at der udføres teknologiafklaring og investeringsbeslutning i Forsyning Helsingørs bestyrelse ultimo september, mens forsyningsselskabet forventer at myndighedstilladelserne herunder udledningstilladelse og VVM vil være i hus ultimo november. 

I december skal der vælges rådgiver og indgås kontrakt med denne. Projektering og herunder udarbejdelse af udbud vil foregå i første halvår af 2021, mens det forventes at der indgås kontrakt med entreprenøren ultimo juni 2021.

Forsyning Helsingør forventer herefter at kunne tage sit 'nye' renseanlæg i brug i slutningen af juni 2022.

Forudsætningerne
Der er dog en række forudsætninger, der skal opfyldes for at den reviderede tidsplan holder. 

Det skal være muligt at gennemføre fysiske besøg på de anlæg i Jylland, der har indført ny S-Select-teknologi i august 2020. 

Samtidig skal der gennemføres parallel sagsbehandling i forbindelse med teknologiafklaring og evt. tidlig myndighedsansøgning dvs. inden investeringsbeslutning er afklaret i Forsyning Helsingørs bestyrelse.

Sidst men ikke mindst skal klager i forbindelse med VVM og udledningstilladelse ikke tillægges opsættende virkning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125