Kerteminde Forsyning får ny direktør
Det bliver den nuværende underdirektør hos Enervision, der ved årsskiftet sætter sig i direktørstolen hos Kerteminde Forsyning.
Det bliver den nuværende underdirektør hos Enervision, 48-årige Michael Høj-Larsen, der til årsskiftet smider underdirektørtitlen til fordel for direktørtitlen hos forsyningsselskabet.
- Vi havde tre stærke kandidater til samtale, og der var enighed om, at Michael Høj Larsen er den rigtige mand - meget kompetent, siger Hans Luunbjerg, bestyrelsesformand for Kerteminde Forsyning til Fyens.dk.
Direktørposten hos Kerteminde Forsyning har stået tom, siden direktør Ole Matzen i foråret måtte fratræde stillingen på grund af sygdom. En sygdom, der i oktober frarøvede ham livet.