23948sdkhjf

Rekordordre: NKT lander projekt til 7,5 milliarder

Den danske kabelproducent har landet endnu et stort projekt i Tyskland.

Denne gang er der tale om en ordre på 1 mia. euro (7,45 mia. kr.) på SüdLink DC højspændingsprojektet, som er centralt for den grønne omstilling i Tyskland

Ordren er den største nogensinde for NKT, og den er afgivet af TenneT og TransnetBW. Kontrakterne består af levering og installation af et 525 kV XLPE højspændingskabel-system til jævnstrøm (DC) med en længde på cirka 750 km.

SüdLink-korridoren består af to kabelsystemer, og NKT er tildelt kabelforbindelsen på 2 GW, som bliver verdens største og længste nedgravede DC højspændings-interconnector. SüdLink-linjen starter i det nordlige Tyskland, hvor den kobles sammen med strømforsyning fra havvindmølleparker og med interconnectoren Nordlink, der transporterer strøm fra vandkraft i Norge til Tyskland. NordLink er et 525 kV DC højspændings-offshorekabel, som NKT også har leveret. I maj i år annoncerede NKT desuden ordren på størstedelen af 525 kV XLPE DC-kabelsystemet til SüdOstLink-korridoren i det østlige Tyskland.

NKT’s CEO, Alexander Kara, siger:

- Ordren til SüdLink understreger NKT’s position som en vigtig partner i den tyske omstilling til vedvarende energi og i at forbinde de nationale elnet. Vores energikabler sikrer nu, at strøm fra vind og vandkraft kan transporteres hele vejen fra Norge og Nordsøen til Sydtyskland via de to kabelforbindelser NordLink og SüdLink. Disse omfattende interconnectors udgør et stort markedspotentiale for NKT, og som en ledende udbyder af DC-højspændingsteknologi er vi godt positioneret til fremtidige projekter, der understøtter den grønne omstilling.

NKT forventer at starte produktionen til SüdLink på sine fabrikker i Køln, Tyskland, og i Karlskrona, Sverige, i starten af 2022 og med endelig færdiggørelse i 2026.

NKT har gradvist øget sin højspændingsordrebog siden slutningen af 2018 til nu at være rekordstor og udgøre cirka 2,7 mia. euro (20,1 mia. kr.). Derfor planlægger man at investere cirka 150 mio. euro (1,1 mia. kr.) i 2020-2022 i at udbygge sine højspændingsfabrikker.

For at realisere de investeringer, planlægger NKT at udnytte en bemyndigelse til at udstede nye aktier inden udgangen af 2020, som blev godkendt af selskabets generalforsamling den 18. juni 2020.

Læs mere om: NKT
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093