23948sdkhjf

Bjerringbro Varmeværk og Grundfos i nyt varmesamarbejde

Bjerringbro Varmeværk og Grundfos går sammen om at gemme overskudsvarmen fra Grundfos udnytte den i fjernvarmenettet.
CO2-udledningen i Bjerringbro falder fra sommeren 2012 med omkring 3.000 tons om året - eller 1,5 tons for hver husstand, der er tilsluttet varmeværket. Samtidig sparer Grundfos og fjernvarmeforbrugerne hver ca. en million kroner årligt. Det er resultatet af en aftale, Grundfos og Bjerringbro Varmeværk har indgået.

Fordelene opnås ved at gemme energi i en grundvandsboring, der ikke længere bruges til vandindvinding. Derfra kan der trækkes på energien, når der er brug for den, og det medfører, at energikrævende kølemaskiner bliver overflødige hos Grundfos, samtidig med at varmeværket skal bruge mindre mængder naturgas til varmeproduktionen.

Aftalen mellem de to parter indebærer, at Grundfos skal etablere et grundvandskøleanlæg, der i sommermånederne bruger det relativt kolde vand i boringen til køling i produktionen. Varmeværket skal etablere en varmepumpecentral, der i fyringssæsonen udnytter overskudsenergien fra Grundfos til at producere varme til fjernvarmeforbrugerne.

Det oplyser Grundfos på sin hjemmeside.

Deler provenuet
Driftsleder Charles Winther Hansen fra Bjerringbro Varmeværk glæder sig over den synergieffekt, varmeværket opnår i samarbejdet med Grundfos.

- Den store fordel for os er, at vi bliver mindre afhængige af naturgas og udleder mindre CO2 - helt i tråd med de forventninger, vi mødes med af politikere og brugere. Men det er også væsentligt, at vi kan tilbyde en mere miljøvenlig og bæredygtig varmeforsyning til en lidt lavere pris, siger han.

Ifølge driftslederen har et usædvanlig godt samarbejde med Grundfos været en forudsætning for at få aftalen i stand.

- Kun fordi vi er blevet enige om at dele provenuet ligeligt mellem os, er det lykkedes at finde frem til en løsning, der er rentabel for begge parter, forklarer han.

Også Bjerringbro Fællesvandværk har ifølge formand Alex Holmris fordele af den alternative udnyttelse af grundvandsboringen.

- Boringen er forurenet med pesticider, og nu regner vi med, at den nye anvendelse kan holde forureningen på afstand af vores øvrige boringer, siger han.

Vil inspirere
Senior Environment Engineer Klaus E. Christensen, Grundfos, er tilfreds med, at både beboerne i Bjerringbro og Grundfos sparer penge, samtidig med at klimaet skånes – måske endda også i et større, globalt perspektiv.

- Vi viser, at vi har viljen og evnen til at bruge eksisterende teknologier på nye måder til gavn for både os selv og vores omgivelser. Ved at demonstrere, at der både er økonomiske og klimamæssige fordele i at tænke i integrerede energisystemer kan vi forhåbentlig inspirere andre. Samtidig får vi en Show Case som vores kunder og samarbejdspartnere kan besøge, siger han.

Opførelsen af grundvandskøleanlægget og varmepumpecentralen til i alt 27,7 mio. kroner starter i foråret og vil være klar til brug 1. juni. Fra samme dato bliver fordelen for varmeværkets brugere håndgribelig i form af en lavere varmeregning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.177