Elcon indgår aftale med Hedensted
Elcon skal stå for driften og vedligeholdelse af gadelys i Hedensted Kommune. Blandt andet udskiftes mere end 7.000 armaturer frem til 2014.
Kommunen forventer at kunne spare 27,3 mio. kr. via den 15-årige aftale. Aftalen garanterer Hedensted Kommune en årlig besparelse på ca. 50 % af det nuværende energiforbrug. Det svarer til 2,1 mio. kWh til en værdi af ca. 3,2 mio. kr. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Elcon har en særdeles bred erfaring inden for gadebelysning fra flere danske kommuner. Vi ved derfor, hvad der virker, og hvad der ikke virker, siger Steen Pedersen, sektionschef for El-anlæg hos Elcon.
Fakta om renovering og vedligehold
I perioden 2012-2014 vil det eksisterende gadelysanlæg bl.a. blive renoveret på følgende vis:
- Udskiftning af 7196 armaturer
- Udskiftning af 273 gittermaster
- Udskiftning af 385 træmaster
Konsulentfirmaerne Spectras og Fredsted Consulting har sammen med kommunen lavet udbudsmaterialet og bistået med udarbejdelse af kontrakten med Elcon.