23948sdkhjf

Danskerne har talt: Elbiler kan ikke stå alene

Mens debatten om fremtidens grønne transport raser, viser nye tal fra en undersøgelse lavet af YouGov for Circle K Danmark, at danskerne ser to spor for vejen til en grønnere privattransport.

Hele 59 procent mener, at der skal mindre klimabelastende biler på vejene – bl.a. elbiler – og 56 procent mener, at der skal satses på at udvikle grønne brændstoffer, som kan bruges i en almindelig brændstofsmotor.

Det er en opfattelse, der går i spænd med eksperternes vurdering af behovet for en
helhedsorienteret tilgang til den grønne transport, forklarer direktør for transportenergi Peter
Rasmussen, som håber på, at opfordringen vil blive hørt på Christiansborg.

- Vi skal skrue på alle de knapper, vi kan, så vi kan komme i mål med de ambitiøse målsætninger, som politikerne har sat for den samlede reduktion af CO2-udledning i Danmark. Både vores og en række eksperters vurdering er, at det bliver svært at nå i mål på transportområdet, hvis vi tror, at elbiler alene er svaret. Vi har jo en masse eksisterende biler på de danske veje, som ikke lige bliver skiftet ud fra den ene dag til den anden, så vi er nødt til også at bruge grønne brændstoffer som fx flydende el, som kan være en vigtig bidragsyder både nu og her i privattransporten, men også på sigt i fly, skibe og lastbiler, siger Peter Rasmussen.

Elbilens udfordringer

Behovet for en bred aftale på transportområdet kommer også til udtryk i de udfordringer, som
eldrevne biler står overfor. Ingeniørforeningen, IDA, offentliggjorde i begyndelsen af august en befolkningsundersøgelse, der konkluderer, at elbiler fortsat ikke er et attraktivt valg, når
danskerne skal købe bil. Her står pris, manglende batterikapacitet og for få ladestandere i vejen, når mange danskere skal købe ny bil.

Men selv hvis elbilen bliver billigere og mere tilgængelig, vil det have lange udsigter med hovedsageligt eldrevne biler på de danske veje, påpeger Peter Rasmussen.

- Pris og tilgængelighed er selvfølgelig vigtigt, fordi flere folk skal være i stand til at købe og bruge elbiler, men det er også vigtigt, at vi infrastrukturelt kan understøtte en større mængde af biler, der kører på el som den primære energikilde. Det betyder ikke, at der er tale om en enten/eller situation med elbiler, som vores erfaringer fra Norge bl.a. viser, men vi kan ikke vente på den store elbilsrevolution alene. Hvis vi skal komme i mål med de ambitiøse målsætninger for reduktion af CO2, har vi brug for at supplere med andre løsninger, forklarer Peter Rasmussen.

Et studie fra DTU Elektro fra 2019 anslår, at det danske el-net for nuværende vil kunne forsyne én million elbiler, svarende til 38 procent af den nuværende danske bilpark, såfremt alle biler ikke lades på samme tid.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103