23948sdkhjf

Dan Jørgensen: Ingen sanktioner i storladen cementaftale

Regeringen har indgået en aftale med Aalborg Portland, Danmarks største udleder af CO2. Målet er dog gammelt.

Regeringen og Danmarks største udleder af CO2, cementproducenten Aalborg Portland, har indgået en aftale om, at virksomheden skal skære sin CO2-udledning med omkring en tredjedel i 2030.

Det svarer til omkring 660.000 ton ud af de 2,2 millioner ton, virksomheden udledte i 2019. Til sammenligning vil det spare 1,5 millioner ton CO2, hvis der er en million elbiler i 2030 ifølge Bilkommissionen.

Målet har virksomheden dog allerede sat sidste år og der er ingen straf, hvis aftalen ikke bliver overholdt.

Fem skarpe til klimaminister Dan Jørgensen

Spørgsmål: Hvilke muligheder er der for sanktioner, hvis Aalborg Portland ikke lever op til aftalen?

- Dette her er ikke lovgivning, og der falder ikke bødestraf, hvis ikke man lever top til det lovede.

- Men jeg tror offentlighedens dom vil være ganske hård, hvis man ikke lever op til det.

Spørgsmål: Målet blev allerede sat i 2019, og Aalborg Portland har sagt, at de allerede er på vej imod det. Hvorfor ikke sætte et højere mål?

- Det er et meget, meget ambitiøst mål. Og mange steder i verden vil man spørge, om det overhovedet kan lade sig gøre.

- Men det er klart, at ambitionsniveauet ikke stopper her. For i 2050 skal vi være helt udledningsneutrale. Lige nu er det bare ikke fysisk muligt.

Spørgsmål: Målet er tidligere meldt ud i offentligheden, og der er ingen sanktion. Så hvad er nyt?

- Det er første gang, at vi i Danmark laver en forpligtigende aftale mellem regeringen og en virksomhed. Og det betyder, at vi i regeringen også er forpligtede til at hjælpe til.

- Og det er en model, vi håber på at kunne sprede ud. Selvfølgeligt skal vi bruge afgifter og regulering, men vi skal bruge alle instrumenter.

Spørgsmål: Er det ikke en farlig præcedens at sætte, at nogle virksomheder ikke skal nå målet om 70 procent reduktion i 2030?

- 70 procentsmålsætning er et mål for hele samfundet. Og energisektoren skal eksempelvis mindskes med 100 procent. Så det er ikke alle, der skal levere 70 procent.

- Det er meget svært at skære her, så dette her mål er hverken nemt, ambitiøst eller at lade nogen slippe nemt.

Spørgsmål: Har I givet Aalborg Portland håndslag på, at der ikke kommer CO2-afgifter som foreslået af klimarådet med denne her aftale?

- Der er ikke givet nogle løfter i den henseende. Forhandlinger om en grøn skattereform er nogle vi tager med Folketingets partier og ikke med enkelte virksomheder.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089