23948sdkhjf

Tre-For indgår samarbejde med Designskolen Kolding

Tre-For vil have mere energibevidste kunder, skabe varige energibesparelser og mere effektiv energiudnyttelse. Designskolen håber på at skabe et mere emotionelt forhold til energi.
Energiselskabet Tre-For og Designskolen Kolding har indgået en samarbejdsaftale, hvor de skal hente inspiration fra hinanden.

- Designskolen Kolding er en af landets mest innovative uddannelsesinstitutioner, og skolens studerende er kendt for deres evner til at tænke ud af boksen, når det handler om design, brugervenlighed og formidling bredt set. Det vil vi gerne endnu tættere på, og jeg er sikker på, at det nye samarbejde vil komme Tre-For og vores kunder til gode, siger Helle Damm-Henrichsen, kommerciel direktør i Tre-For, og fortsætter:

- Vi har en helt overordnet strategi om at sætte kunden i centrum, og jeg er overbevist om, at vores samarbejde med Designskolen Kolding kan understøtte den strategi og udvikle vores forståelse for mulighederne med design.

Inspiration til glæde for alle
Med det nye samarbejde er det håbet, at Tre-Fors kunder bliver endnu mere bevidste om deres energiforbrug, så det kan skabe varige energibesparelser og mere effektiv energiudnyttelse.

- Vi forventer at få væsentlig inspiration til vores virksomhed og medarbejdere. En inspiration som forhåbentligt kan komme til udtryk i vores produkter og i måden, vi henvender os til kunderne på qua en mere kreativ tilgang til design og informationer, siger Helle Damm-Henrichsen.

Hos Designskolen Kolding har man store forventninger til samarbejdet med Tre-For.

- På Designskolen Kolding er vi meget optaget af de globale udfordringer, f.eks. på klimaområdet. Her er vi overbevist om, at design virkelig kan gøre en forskel. Et er nemlig at udvikle nogle smarte tekniske løsninger; noget andet er at gøre dem attraktive og forståelige for brugerne. Derfor er det så interessant for skolen at samarbejde med Tre-For, der jo er ekspert i teknik og logistik, samtidig med at man har kontakten til brugerne. Sammen med Tre-For kunne det f.eks. være rigtig spændende at se på, hvordan man udformer en elregning, så den er nem at forstå for brugerne. Eller laver en elmåler, som inspirerer til mindre energiforbrug, siger Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding.

Emotionelt forhold til energi
Blandt elementerne i aftalen er økonomisk støtte til Designskolen Koldings årlige DesignCamp, der er et internationalt og tværkulturelt løsningsorienteret koncept, som sætter fokus på design og innovation, i samarbejde med erhvervslivet.

- Jeg er overbevist om, at forudsætningen for at få klimaproblemerne løst er, at vi får et mere emotionelt forhold til energi. At vi får hjertet med. I dag er energi bare noget som kommer ud af stikkontakten. Så længe det er sådan, altså at vi rent faktisk ikke kan ”se”, om energien er grøn eller sort, så bliver det svært at overbevise os om, at vi skal handle klimavenligt. Det er den udfordring, vi gerne skulle få eksempler på løsning til med årets camp, siger Elsebeth Gerner Nielsen.

DesignCamp løb af stablen i oktober, og sluttede med en såkaldt Power Output Day på Designskolen Kolding, hvor de studerende fremlagdederes bud på problemstillinger inden for elektricitet, innovation og design under mottoet: ”Fra uhåndgribelig til håndgribelig. Fra håndgribeligt til vidunderligt.”
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078