23948sdkhjf

Her er Regeringens klimaprogram

Regeringen lancerer i dag sin langsigtede strategi for en global klimaindsats ”En grøn og bæredygtig verden”.

Strategien sætter retningen for Danmarks samlede internationale klimaindsats som grønt foregangsland på tværs af udenrigs-, udviklings-, handels- og klimapolitik.

Danmarks mål er nationalt at reducere drivhusgasserne med 70 procent i 2030.

Men den nationale indsats kan ikke stå alene. Med strategien viser regeringen, hvordan vores grønne ambitioner omsættes direkte til global handling og indflydelse. Regeringen aktiverer alle de relevante internationale politikområder.

- Danmarks globale klimaindsats skal være en central del af vores udviklingssamarbejde. Tingene hænger sammen. Kampen for klimaet bidrager også til kampen for at bekæmpe fattigdom, sult og ulighed. Dem, der rammes hårdest af klimaforandringerne, er ofte de fattigste og mest udsatte mennesker, ikke mindst kvinder og børn. Derfor er vi nødt til at løse problemerne med hinanden. Danmark kan med en ambitiøs pionertilgang blive det lille grønne tandhjul, der får de store til at dreje i den rigtige, solidariske og grønne vej, siger minister for udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn i en pressemeddelelse.

Strategien binder Danmarks indsatser sammen, og udmøntes i årlige ambitiøse, flerstrengede og integrerede global handlingsplaner med konkrete resultater.

Strategien er den første samlede strategi for Danmarks globale klimaindsats nogensinde. Den dækker syv ministeriers ansvarsområder.

Flere grønne strategiske partnerskaber

Som led i strategien vil regeringen styrke de strategiske partnerskabsaftaler og fremme grøn genopbygning i højindkomst,- udviklings- og vækstlande i bl.a. Afrika og Asien.

Regeringen har netop indgået et grønt strategisk partnerskab med Indien og arbejder på at indgå flere grønne strategiske partnerskabsaftaler og handlingsplaner under eksisterende partnerskaber med andre lande.

Store udledere som er afgørende for indfrielsen af verdensmålene og Parisaftalen. De strategiske partnerskaber er en vigtig løftestang for den grønne omstilling og reduktion i udledning af drivhusgasser.

Et styrket klimadiplomati skal øge de globale ambitioner

Klimaambition i Danmark skal spille sammen med diplomati, teknologi og grøn dansk eksport og udviklingsbistand på en ny måde. Med den globale strategi vil regeringen styrke samtænkningen og rykke Danmark frem i frontlinjen for den globale klimaindsats. 

Derfor opretter regeringen fem nye klimafrontposter på ambassaderne i Addis Ababa, Brasilia, Cairo, London og Rom.

Vi skal gå forrest med grøn handelspolitik og eksport

Regeringen vil arbejde for ambitiøse klima- og miljømål i handelspolitikken i EU og WTO og arbejde for at fremme grønt fokus i alle faser af EU’s handelsaftaler samt for liberalisering af handel med grønne varer og tjenesteydelser, udfasning af subsidier til fossile brændsler og øget brug af grønne standarder og mærkningsordninger. 

Danske løsninger for drivhusgasreduktioner og klimatilpasning skal i endnu højere grad i spil globalt. Det skal ske gennem styrket grønt økonomisk diplomati og investerings- og eksportfremme.

Regeringen vil derfor blandt andet styrke det økonomiske diplomati og myndighedsindsatsen for eksport i EU, hvor European Green Deal skaber store muligheder. Det gavner samtidig den danske konkurrenceevne og vækst.

Udviklingsbistanden skal være grøn og solidarisk

Regeringen ønsker et langt mere klimaambitiøst dansk udviklingssamarbejde og vil gennemføre en omlægning af udviklingsbistanden, hvor det grønne står centralt. De første ambitiøse skridt blev taget med den nuværende finanslov, men er fortsat med regeringens finanslovsforslag for 2021, der afsætter 2,9 mia. kr. til klima og den grønne dagsorden.

Fokus skal blandt andet være på klimatilpasning, bæredygtig udvikling og grøn genopbygning i de fattigste og mest skrøbelige udviklingslande. Danmark skal skabe adgang til ren energi og rent vand for millioner af mennesker i Afrika, og der skal skabes flere grønne jobs og lærepladser for at vække håb for især de mange unge på det afrikanske kontinent.

De globale finansieringsstrømme skal være grønne

Regeringen vil vende de globale finansieringsstrømme for at støtte investeringer i for eksempel vedvarende energi, energieffektivitet og innovative teknologier, der kan bringe verden på ret kurs mod klimaneutralitet i 2050.

Samtidig skal mobiliseringen af klimafinansiering til de fattigste og skrøbeligste lande styrkes.

Styrket energisamarbejde

Regeringen vil styrke og udvide Danmarks bilaterale energisamarbejder med nogle af verdens største udledere af drivhusgasser. Samarbejder der reelt skaber CO2 reduktioner og bidrager til global grøn omstilling.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095