23948sdkhjf

Region Syddanmark plastrer sygehusene til i solceller

Region Syddanmark bestræber sig på at blive en grøn og bæredygtig region.  

I 2012 opstillede Region Syddanmark 25.000 kvadratmeter solcelleanlæg på sygehusenes ledige tagflader og på regionshuset i Vejle. Det var dengang Danmarks største enkeltinvestering i solcelleanlæg, og udgiften løb op i 82 millioner kroner.

Takket være regeringens ophævelse af anlægsloftet har regionen nu fremrykket endnu en grøn investering på 35 millioner kroner for at få endnu flere solceller på de syddanske sygehustage. 

Det er regionens nye sygehusbygninger i Kolding, Esbjerg, Aabenraa og de nye psykiatrisygehuse i Aabenraa og Esbjerg, der ved hjælp af droneoverflyvninger er blevet screenet for egnede tagflader.

Screeningen har vist, at der på de nye bygninger er plads til solcelleanlæg på 12.000 kvadratmeter – et areal svarende til tre fodboldbaner.

Solskin laver strøm til sygehuse

Med de ekstra 12.000 kvadratmeter solcelleanlæg udvider regionen solcelleanlæggene på sygehustagene med ca. 50 pct.

Produktion af vedvarende energi er højt prioriteret i Region Syddanmark fortæller formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Petersen (S).

- Vi tager klimaudfordringerne alvorligt. Derfor har vi forpligtet os på at sætte fart på grønne investeringer bl.a. ved at øge produktionen af grøn strøm på vores sygehuse. Og vi sætter handling bag ordene. For en måned siden tog vi den 2,4 hektar store solcellepark ved Nyt OUH i brug, og nu får vi sat yderligere 12.000 kvadratmeter solcelleanlæg op på de nye bygninger ved Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og i Psykiatrien, så der bliver produceret solstrøm på hver eneste ledige tagflade.

Region Syddanmark har haft udvidelsen af solcelleanlægget i udbud, og det bliver den syddanske virksomhed EL:CON, der skal levere og opsætte solcellerne på alle enheder. 

Solcelleanlæg skal stå færdigt i år

Den fremrykkede investering på 35 millioner kroner er blevet mulig, da regeringen i foråret ophævede regioneners anlægsloft. Det skete for at sætte gang i investeringer, der kunne styrke beskæftigelsen og Danmarks økonomi, der blev hårdt ramt af corona-krisen.

Det er derfor også planen, at solcelleanlæggene skal etableres allerede i år.

Når udvidelsen af solcelleanlæggene på sygehustagene er færdig, vil anlæggene samlet set kunne yde 5.200 MWh om året. Det svarer til strømforbruget for knap 1600 husstande. Mængden fra de nye solcelleanlæg vil være 2.000 MWh. Det svarer til strømforbruget fra ca. 600 husstande. Dermed vil de nye solcelleanlæg levere et væsentligt bidrag til, at regionen udleder mindre CO2.

Strømproduktionen betyder, at investeringen kan afskrives i løbet af 10-11 år.

Fakta om regionens solcelleanlæg

De nye solcelleanlæg bliver placeret på de nye psykiatrisygehuse i hhv. Aabenraa og Esbjerg. På Sygehus Lillebælts nye og gamle sygehusbygninger i Kolding, på Sydvestjysk Sygehus' nye sengebygning, dialysebygning og FAM i Esbjerg samt på 
Sygehus Sønderjyllands nye sengebygning og nye og gamle sygehusbygninger i Aabenraa.

Region Syddanmark har allerede solcelleanlæg svarende til 25.000 kvadratmeter på de syddanske sygehustage. De yder 3.200 MWh om året. Det svarer til strømforbruget for knap 1000 husstande.

Regionens solcellepark ved Nyt OUH dækker et areal på omkring 2,4 hektar, og det anslås, at anlægget kommer til at producere omkring 4.600 MWh om året. Det svarer til energiforbruget i over 1.100 danske husholdninger. Om sommeren vil strømproduktionen fra anlægget stå for cirka 45 procent af det daglige strømforbrug på Nyt OUH – på årsbasis vil bidraget fra solcellerne være på omkring 20 procent.

Ved udgangen af 2020 vil regionen således råde over i alt ca. 62.000 kvadratmeter solceller, der årligt yder 9.800 MWh, svarende til ca. 2.800 husstandes årlige strømforbrug.

Kilde: Region Syddanmark

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093