Ny teknologi omsætter spildvarme til strøm
Energi Horsens Fonden, Innovation MidtVest og Aarhus Universitet skyder nu kapital i iværksættervirksomheden TEGnology ApS.
Spildvarme er i dag en af verdens største uudnyttede energiressourcer, og nu har TEGnology udviklet to banebrydende og mere effektive energimaterialer, baseret på zinkantimonoid og magnesiumsilicid. De har den egenskab, at de kan omforme en temperaturforskel til strøm, ligesom at de kan fungere i meget høj varme, op til 500 grader. Materialerne er patenteret, og beregninger og tests viser, at når de anvendes i en TermoElektrisk Generator (TEG), kan de fx få en bil til at køre op til 10 % længere på literen.
Kapital til kommercialisering
Disse unikke egenskaber har betydet, at investorer har fået øjnene op for virksomheden, og i dag tilfører den kapital det kræver at nå markedet.
- Vi kan se et meget stort potentiale i TEGnologys teknologi. Det er en unik opfindelse som kan anvendes i flere markeder til at optimere energiforbruget. Og timingen er god i en tid, hvor der i erhvervslivet og fra politisk side er fokus på at minimere CO2- og NOX-udslip – til fordel for klimaet og økonomien, siger Ulrik Kragh, bestyrelsesformand i Energi Horsens Fonden, som er en af tre investorer i TEGnology. De to andre er innovationsmiljøet Innovation MidtVest i Herning og Aarhus Universitet. Energi Horsens Fonden investerer i første omgang 3 mio. kr. i virksomheden, mod at få en ejerandel.
- Med ny kapital bliver vi de første på verdensmarkedet med en teknologi, der så effektivt kan udnytte energien. Og vi er de første på verdensmarkedet med de nye og billige materialer. Vi har derfor høje forventninger til, at teknologien kan gøre en forskel ikke bare i Danmark, men også internationalt, forklarer Flemming Bjørn Hansen.
Bilbranchen venter på teknologien
Flere brancher er oplagte for TEG-teknologien.
- Bilbranchen har længe efterspurgt løsninger, som optimerer brændstofforbruget, i takt med at benzin og dieselpriserne stiger. Derfor er det et oplagt marked at introducere teknologien i, fortæller Flemming Bjørn Hansen.
I en bil vil teknologien udnytte den temperaturforskel der er mellem udstødningsrøret på 400-500 grader og køleren på 50-100 grader. TEGnologys TEG, baseret på de patenterede materialer, omdanner denne temperaturforskel og spildvarme til ny strøm, som kan anvendes på ny i bilen. Dermed kører den længere på literen. Andre brancher med store mængder spildvarme er skibsindustrien samt andre industrier fx cementindustrien.