23948sdkhjf

Nordea og Høje Taastrup Fjernvarme går sammen om overskudsvarmen

Høje Taastrup Fjernvarme og Nordea har indgået et nyt samarbejde, hvor overskudsvarmen fra bankens servere genbruges i fjernvarmenettet.

Høje Taastrup Fjernvarme sætter derfor en stor varmepumpe i drift for at udnytte spildvarmen fra bankens serverrum på Helgeshøj Allé i Taastrup.

Serverne afgiver en stor mængde overskudsvarme, der skal ledes væk fra serverrummet, så serverne ikke ”koger over”. Det er hidtil sket ved at lede varmen ud i et køletårn, men fjernvarmeselskabet og Nordea har i en længere periode arbejdet på en mere bæredygtig løsning. 

- Det er et projekt, der på alle måder giver god mening for både os, Nordea og miljøet, siger direktør Astrid Birnbaum, Høje Taastrup Fjernvarme og tilføjer:

- Vi får adgang til en lokal ressource, mens banken og miljøet scorer en stor CO2-besparelse. 

Hvor stor CO2-reduktionen bliver, er ikke til at gøre præcist op på forhånd, men en forsigtig forventning lyder på 57 ton pr. år. 

Projekt med god økonomi

Den store varmepumpe, der er installeret i Nordeas kontorkompleks på Helgeshøj Allé i Taastrup, er fjernvarmeselskabets investering. Til gengæld får selskabet adgang til en gratis energiressource.

Investeringen tjener sig hjem på 11 år, og da el-varmepumpen forventes at have en levetid på mindst 20 år, er der god økonomi i projektet, set fra fjernvarmens side.

- Varmepumpen løfter temperaturen fra Nordeas spildvarme op til ca. 75 grader varmt vand, som vi kan sende ud i vores ledningsnet. Den store pumpe kommer til at producere cirka 12.500 MWh om året. Det svarer til varmeforbruget i ca. 700 husstande, oplyser Astrid Birnbaum.

Et skridt i den grønne retning

- Projektet passer perfekt ind i vores strategi om at udnytte lokale energiressourcer for at bidrage til den grønne omstilling, bemærker Astrid Birnbaum. 

Samtidig er projektet med til at give selskabet en del erfaring med varmepumper.

- I det store regnestykke dækker vores store varmepumper endnu kun en beskeden del af vores forbrug, men det er skridt i den grønne retning, og vi får nogle værdifulde erfaringer, som vi kan bruge videre frem.

En mere bæredygtig bank

Nordea kan på sin side notere sig for en CO2-reduktion foruden en besparelse på elforbruget. 

- Vi er utrolig glade for vores nye samarbejde med Høje Taastrup Fjernvarme. Projektet er et super godt eksempel på, hvordan vi kan udvikle smarte og bæredygtige løsninger ovenpå vores eksisterende faciliteter – som både kommer os, fjernvarmeselskabet og lokalsamfundet til gode. At det så også giver os en besparelse på elforbruget og en stor CO2-reduktion bekræfter os i, at vi er på vej i den rigtige retning mod at blive en mere bæredygtig bank, siger Bjørn Bøje Jensen, ansvarlig for erhvervskunder i Nordea i Danmark.

Ideen til projektet kommer i øvrigt fra to studerende på Maskinmesteruddannelsen, som i 2018 var i praktik hos Nordea. De skrev om løsningen i deres bachelorprojekt – og nu er ideen altså blevet til virkelighed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094