23948sdkhjf

Vindstød vil hente mere vindenergi til danskerne

Danmarks nye elselskab Vindstød vil med tilbuddet om klimavenlig vindenergi til danskerne, fordrive kulkraften fra de danske stikkontakter. Interessen er stor, lyder det.
- Jeg synes, det er tankevækkende, at vind udgør mindre end 15% af den energi danskerne får ud af stikkontakterne med mindre de selv, aktivt har valgt energikilde, siger direktør og stifter Morten Nissen Nielsen og forklarer dermed bevæggrunden for, at han og kompagnonen Lars Ribe valgte at tage kampen op mod de helt store energiselskaber.

Selskabet Vindstød har været et år undervejs, og d. 4. januar 2012 gik selskabet officielt i luften. Allerede nu meldes der om stor tilstrømning af nye kunder.

Danskerne skal tage stilling
For Morten Nissen Nielsen er det selvfølgelig med håbet om at få mere vind i de danske elnet, at han med 2.500 danske vindmøller i ryggen nu kan tilbyde danskerne klimavenlig strøm. Men der er også en anden ting, der ligger ham meget på sinde.

- Danskerne er gode til at tage stilling til f.eks. madvarer. Når man handler ind i supermarkedet bliver flere og flere bedre til at kigge efter kvalitetsmærkningen og lige tjekke indholdet af en given madvare. Det skal også gøre sig gældende på energiområdet. Danskerne vil jo gerne tage stilling, og nu gør vi det så muligt for dem at vælge ren vind, siger han til Energy Supply.

At Morten Nissen Nielsen opfattelse af danskerne er korrekt, vidner den store tilgang af kunder også om.

Tusindvis på 14 dage
Allerede i løbet af de første 14 dage af Vindstøds levetid har tusindvis af danske forbrugere henvendt sig.

- Det er helt fantastisk, det har langt overgået vores forventninger, siger Morten Nissen Nielsen og tilføjer, at udbredelsen især er sket ved mund til mund metoden. Folk tilmelder sig på Vindstøds hjemmeside og fortæller deres bekendte om det.

Selvom succesen kommer som noget af en overraskelse, så er han da klar over, hvad det er, der tiltrækker danskerne.

Solidt fundament
Normalt beskæftiger elselskaber med tusindvis af kunder ikke kun tre medarbejdere, men det er tilfældet hos VIndstød. Selskabet har udviklet en cloudbaseret IT-platform, der har automatiseret mange af funktionerne i et energiselskab. Det er med til at holde administrationsomkostningerne, og dermed også kWh-priserne nede.

- Det er selvfølgelig en af grundene til, at forbrugerne finder os attraktive, men jeg tror også at vores gode fundament baseret på 2.500 danske vindmøller gør en forskel, siger han og fremviser et interaktivt kort over Danmark plettet med vindmøller.

- Det her gør det mere vedkommende, siger han og viser, hvordan, man via kortet kan komme helt ned og se de vindmøller, den enkelte dansker har i baghaven.

Der er selvfølgelig ingen garanti for, at den strøm, man modtager, stammer lige netop fra den vindmølle, man har i baghaven, men kortet er med til at gøre energi mere vedkommende for den enkelte forbruger.

Strøm fra vind - og kun vind
På spørgsmålet om, hvordan forbrugerne kan sikre sig at det kun er vindenergi, der kommer ud af stikkontakten, svarer Morten Nissen Nielsen:

- Hver måned laver vi en opgørelse over, hvor meget vores kunder bruger. Vi skal sørge for at produktionen fra vores vindmøller matcher forbruget hver måned. Dette opgøres i form af oprindelsescertifikater. I dag eksporteres den største del af de danske oprindelsescertifikater fra vindmøller. Når Vindstød får flere kunder, så fastholdes oprindelsescertifikaterne i Danmark – og det styrker fundamentet for dansk vindenergi. Det kan alle have en interesse i.

- Det betyder på længere sigt, at når mange kunder begynder at kræve vindenergi, så øges tilskyndelsen til at forlade kulkraften, hvilket vi jo alle har glæde af, slutter Morten Nissen Nielsen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141