23948sdkhjf

Klumme: Solceller boomer – men der mangler en politisk strategi

Solceller kan yde et ikke uvæsentligt bidrag til at nå Danmarks klima- og energimål i 2020, og et dansk solcellemarked kan skabe nye eksportmuligheder og nye job.
Klumme af Signe Antvorskov Krag, formand for Dansk Solcelleforening.

Danmark har en fantastisk tradition for godt design, og vi er kendte for vores flotte arkitektur. Hvis solceller i de kommende år får et reelt dansk hjemmemarked, er der en unik mulighed for at udvikle en spændende nicheaktivitet inden for nye og spændende integrationsløsninger til byggeriet. Det vil skabe vidensbaserede job for rådgivere, arkitekter og installatører samt skabe grobund for eksport af viden.

Men energipolitikerne har endnu ikke rigtig fået øjnene op for denne mulighed, selvom markedet for solceller globalt er større end vindmøller. Lande omkring os har målsætninger på 20-30 % dækning af deres energiforbrug i 2050 med solceller, mens vi i Danmark endnu ikke har en målsætning for solceller.

Det danske solcellemarked kom først rigtigt i gang i 2011. Energinet.dk's officielle tal lyder på en 4-5 dobling af forrige års resultat, så vi nu har en installeret effekt på ca. 11 MW. Det er ikke meget, når man sammenligner med mange andre lande i Europa, men det betyder, at Danmark nu trods alt er ved at komme med på solcellevognen. Forklaringen på dette boom er, at prisen på solceller er faldet i pris. Og i kombination med den danske nettomålingsordning betyder det, at solceller nu også hænger sammen økonomisk og skaber et godt incitament for private og offentlige institutioner til at komme i gang og få sat solceller op til egen energiforsyning.

Det kommende energiforlig står for døren. Det er vores ønske, at nogle af de bånd, der ligger på den fortsatte vækst og udbredelse af solceller i Danmark, fjernes. Dansk Solcelleforening ønsker, at loftet hæves for, hvor meget man må sætte op under nettomålingsordningen, at nettomålerordningen udvides til flere segmenter og ikke kun gælder for private og offentlige institutioner, samt at der skabes en mulighed for at etablere fællesejede anlæg under nettomålerordningen, så for eksempel energilandsbyer kan gå sammen og sætte ét stort fællesejet anlæg op i stedet for mange små.

I det store politiske spil er det vigtigt, at solceller ikke igen overses som en af fremtidens helt store potentielle vedvarende energikilder – solceller skal indtænkes intelligent i det kommende SMART Grid, og det skal analyseres, hvordan solceller reelt hjælper og belaster vores energinet, Herudfra skal det fastsættes, hvordan solceller skal indgå i og betale til eventuelt kommende nye nettariffer. Kun på den måde undgår vi den "STOP-GO-effekt", som er set så mange gange før.

Det tager tid at opbygge en velfungerende solcellebranche, men det kan hurtig ødelægges, hvis politikerne ikke forstår, at det er afgørende, at der ikke er usikkerhed om rammebetingelserne.

Solceller er HOT – og danskerne vil gerne have solceller. Så derfor skal vi sætte ind, der hvor danskerne gerne vil investere og dermed deltage i den grønne omstilling.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078