23948sdkhjf

Ny dansk brint-klynge vil lagre brint i tømte jyske saltkaverner

Projektet Green Hydrogen Hub Denmark undersøger muligheden for at bygge et af verdens største grønne brintproduktionsanlæg og kombinere det med et underjordisk brintlager i området mellem Hobro og Viborg, skriver Energinet på sin hjemmeside.

Projektet har været på tegnebrættet siden 2014 som et samarbejde mellem Eurowind Energy, hollandsk lokaliseret Corre Energy og statsejede danske Energinet og er navngivet Green Hydrogen Hub Denmark (GHH).

Ambitionen er i 2025 at have etableret en Power to X-værdikæde, med udgangspunkt i et elektrolyseanlæg, brintlager og flere industrielle brintforbrugere, herunder et tilsluttet trykluftslager (Compressed Air Energy Storage, CAES).

GHH’s overordnede formål vil først og fremmest være at sikre vedvarende energi, uanset om vinden står stille, eller om soltimerne er få.

Helt konkret undersøger projektet muligheden for på sigt at etablere et 350 MW elektrolyseanlæg, 200.000 MWh brintlager og et 320 MW CAES-anlæg, der som sidste led i værdikæden vil kunne omdanne den grønne brint tilbage til elektricitet.

Ved at kombinere et sæsonlager af brint i en udtømt saltkaverne med et korttidslager i form af CAES kan forbrugere forsynes med 100 procent grøn strøm i alle timer året rundt. Med andre ord vil projektet, baseret på elproduktion fra sol og vind, kunne balancere et strømforbrug svarende til 280.000 husstandes elforbrug.

Derudover vil den grønne brint blandt andet også kunne anvendes som bæredygtigt brændsel til industri, tung transport, skibsfart og lignende. GHH vil kunne bidrage til den europæiske grønne omstilling ved potentielt at fortrænge omkring 600.000 tons CO2 per år, hvilket gør projektet til et banebrydende et af slagsen.

Parternes opgaver

Eurowind Energy indgår i et samarbejde om udviklingen af et elektrolyseanlæg med det formål at udvikle de optimale forhold for sammenkoblingen af vind- og solenergi med elektrolyse.

Corre Energy, med hollandsk hovedkvarter, vil være den førende udvikler af brintdrevne CAES-anlæg og vil derudover koordinere udviklingen af projektet på tværs, med særligt fokus på finansierings- og kommercielle aktiviteter.

Gas Storage Denmark (GSD), som er en del af Energinet, driver i forvejen Danmarks to gaslagre, og har mere end 30 års erfaring med at lagre energi i stor skala i undergrunden og bringer denne erfaring med ind i projektet. Det undergrundslager med brint, der undersøges, vil i første omgang kunne lagre op til 200 GWh grøn energi. Det svarer til batterikapaciteten i op til 2 millioner elbiler, og kan efterfølgende opskaleres til at lagre grøn energi i TWh-klasse.

Den tredie brintklynge

Green Hydrogen Hub Denmark kan blive den tredje erhvervsklynge, der beskæftiger sig med brintproduktion i det midtjyske område.

Den første erhvervsklynge, Hydrogen Valley, er beliggende i Hobro og har siden 2002 erhvervet sig stor viden inden for grøn brint. Det samme gælder i GreenLab Skive, hvor man arbejder på udvikling af brint fra vedvarende energikilder.

Projektet er stadig i gang med undersøgelsesfasen, hvor partnerne har særligt fokus på at udvikle både de kommercielle og tekniske løsninger. Det nuværende konsortium har søgt EU’s Innovation Fund om midler til det grundlæggende arbejde.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152