23948sdkhjf

Energiforbruget blev grønnere i 2019

Det faktiske energiforbrug faldt knap 4 pct. i 2019 efter et stort fald i særligt forbruget af kul, mens forbruget af vindkraft og biogas trak i den anden retning. Udviklingen betød, at CO2-udledningen fra energiforbruget faldt over 9 pct.

Det fremgår af Energistatistik 2019, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

Danmark tog i 2019 et pænt skridt mod et grønnere energisystem. Det faktiske energiforbrug faldt med 3,8 pct. i forhold til året før som konsekvens af et fald i forbruget af fossile brændsler med samlet 9,1 pct. og en stigende nettoimport af el. Især forbruget af kul faldt med 44 pct., mens forbruget af naturgas dykkede 7 pct.

Omvendt steg forbruget af vedvarende energi med 4,9 pct. på baggrund af stigninger i især forbruget af vindkraft på 8,1 PJ og i forbruget af biogas på 3,3 PJ. 

Det korrigerede bruttoenergiforbrug, der er korrigeret for brændsel knyttet til udenrigshandel med el og klimaudsving i forhold til et temperaturmæssigt normalt år, faldt 3,0 pct. sidste år. Siden 1990 er forbruget faldet 8,3 pct., hvor kul og koks står for det største fald på 79 pct., mens vedvarende energi, der startede fra et lavt udgangspunkt, står for den største stigning.

Mere end to tredjedele af elforbruget dækkes af vedvarende energi

Forsyningen af elektricitet baseret på vedvarende energi steg i 2019 med 7 procentpoint sammenlignet med 2018 og udgjorde i 2019 67,5 pct. af den indenlandske elforsyning.

Det største bidrag kommer fortsat fra vindkraft med 46,8 pct., mens træ bidrager med 11,2 pct.

Andelen af vedvarende energi af det samlede korrigerede bruttoenergiforbrug steg til 35,5 pct. i 2019 fra 32,4 pct. året før. Opgjort efter EU’s beregningsmetode udgjorde vedvarende energi 36,7 pct. af energiforbruget i 2019 mod 35,7 pct. i 2018. 

Stort fald i CO2-udledningen

De faktiske CO2-udledninger fra energiforbruget faldt med 9,3 pct. i 2019, mens udledningerne korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet faldt med 7,8 pct. Faldet er en konsekvens af faldet i forbruget af fossile brændsler, herunder ikke mindst det store fald i kulforbruget.

Siden 1990 er de faktiske CO2-udledninger fra energiforbrug reduceret med 41,2 pct., mens de korrigerede CO2-udledninger er reduceret med 43,0 pct.

En foreløbig opgørelse over Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser i 2019 viser et fald på 6,6 pct. i de faktiske udledninger og et fald på 5,7 pct. i de korrigerede emissioner.

 (Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109