23948sdkhjf

Vestas og Haldor Topsøe opfører PtX ammoniak-anlæg i Vestjylland

Virksomhederne Skovgaard Invest, Haldor Topsøe og Vestas går nu sammen om at opføre verdens første anlæg til produktion af grøn ammoniak i industriel skala.

Grøn ammoniak, produceret af strøm fra vindmøller og solpaneler, er et udmærket brændstof, som kan erstatte traditionelle fossile brændsler i for eksempel skibe og dermed nedsætte CO2-udledningen til nær nul. Desuden kan grøn ammoniak bruges i gødning, hvor det erstatter ammoniak fra fossile kilder.

- Dette projekt beviser for hele verden, at vi så snart som i 2022 kan producere et meget rent brændstof baseret på grøn strøm og i industriel skala. Allerede i dag har vi den grønne strøm og de nødvendige teknologier til at begynde omstillingen hen imod fornybare brændstoffer, som reducerer CO2-udledningerne. I Haldor Topsøe er vi involveret i flere af verdens største Power-to-X projekter, og vi er meget glade for også at være partner i et projekt, som understreger Danmarks meget store potentiale på området, siger Kim Grøn Knudsen, Chief Strategy & Innovation Officer i Haldor Topsøe.

Potentialet for at reducere CO2-udledningen ved at indføre grøn ammoniak er meget stort. Flere rederier fokuserer allerede i dag på ammoniak som et af fremtidens grønne brændstoffer i den internationale skibstransport, der i dag står for omkring to procent af de globale energi-relaterede CO2-udledninger. Produktion af traditionel ammoniak til gødning er årsag til yderligere en procent af de globale CO2-udledninger.

Et af mange

Anlægget, der skal opføres i Ramme i LEmvig Kommune, er tænkt som det første af mange. Projektet skal bevise at teknologien fungerer efter hensigten, og skaffe et erfaringsgrundlag, som kan lægge fundamentet for flere og større Power-to-X anlæg i fremtiden.

- Vi forventer at dette anlæg bliver den første af flere i Vestjylland, hvor både eksisterende og nye landvindsprojekter og solcelleanlæg kan levere billig grøn strøm til Power-to-X anlæg. Vores ambition i Skovgaard Invest er at udvikle flere og større Power-to-X projekter i regionen, hvor vi ser mange potentielle aftagere, for eksempel inden for landbruget og marineindustrien, samt til eksport ud af de lokale industrihavne, siger Jørgen Skovgaard fra Skovgaard Invest.

10 MW fra sol og vind

Partnerskabet planlægger et Power-to-X anlæg, som forsynes med 10 MW grøn strøm fra eksisterende vindmøller og nyopførte solcelleanlæg. Først produceres brint, som så videreforarbejdes til grøn ammoniak.

- Vi er begejstrede over at være med i et projekt, der viser at Vestas er i en unik position til at integrere vedvarende energi med andre teknologier. Dette projekt er et langt skridt fremad for energiomstillingen og demonstrerer, at det er muligt at elektrificere ud over selve elektricitetssektoren, allerede i den nære fremtid. Med 40 års erfaring i at udvikle konkurrencedygtige løsninger inden for vedvarende energi, er Vestas stolt af at hjælpe med at skabe fundamentet for skalérbar Power-to-X løsning, siger Kasper Roed Jensen, Vice President i Vestas Innovation and Concepts

En forhindring for udbredelsen af grøn ammoniak er, at prisen er langt højere end prisen for ammoniak fra fossile kilder. Projektet har som mål at bringe prisen på grøn ammoniak ned, så det bliver et mere attraktivt alternativ. Det skal ske ved at udvikle en dynamisk, skalérbar og effektiv løsning, som bedst muligt kan tilpasse sig den varierende mængde af grøn strøm, som vindmøller og solcelleanlæg producerer.

Anlægget forventes at producere 5.000 tons grøn ammoniak per år. Anlægget er planlagt til at stå klar så tidligt som i 2022.

Partnerne investerer selv i projektet og har desuden ansøgt om offentlige udviklingsmidler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157