23948sdkhjf

296 millioner til varmelagring i sten og biologisk PtX

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har valgt at støtte 34 nye projekter med fokus på grøn energiteknologi.

De 296 mio. kroner går blandt andet til varmelagring i sten og biologisk Power-to-X.

Fakta om aktuelle tilsagn

De 34 støttede projekter udgøres af 26 EUDP-projekter, ét projekt i særpuljen for Power-to-X-, et projekt i Nordsø-puljen og seks projekter under særpuljen Det Blå Danmark.

Der er desuden givet tilsagn til 16 IEA-projekter.

Projekterne fordeler sig på en række teknologiområder.

Se projekterne her

Kilde: EUDP

Ønskelisten fra ansøgere til EUDP’s forskellige puljer har været lang i 2020. Det blev tydeligt i forlængelse af den seneste frist for ansøgerne til ordningens forskellige puljer, hvor 129 projekter søgte om støtte. På et møde den 8. december valgte bestyrelsen for EUDP at give tilsagn til 36 af ansøgningerne, der nu får en tidlig julegave i form af penge til projekter, der kan sættes i gang i 2021.

- Med ansøgninger til en samlet værdi af mere end 1 mia. kroner kan vi konstatere, at interessen for at udvikle og demonstrere energiteknologi er historisk høj. Bestyrelsen har nu udvalgt de bedste projekter i et stærkt felt af udviklingsprojekter med potentiale til både at gavne klimaet og vækst og beskæftigelse i Danmark, siger Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP’s bestyrelse i en pressemeddelelse.

Varmelagring i sten

Flere af de støttede projekter handler om lagring af grøn energi over tid.

Det gælder blandt andet projektet RockStore, hvor virksomheden Heliac skal arbejde med en helt ny teknologi til energilagring hos affaldsselskabet Norfors’ kraftvarmeværk i Hørsholm.

- Sammen med en kompetent kreds af partnere fra energisektoren vil vi demonstrere et billigt, effektivt og fleksibelt energilager på Norfors’ affaldsfyrede kraftvarmeværk. Vores nye teknologi kan lagre varme i sten ved høje temperaturer gennem fordampning og kondensering af varm olie under vakuum. Lageret kan erstatte fossil energi med fluktuerende og sæsonafhængige energikilder som koncentreret solvarme, elektricitet fra vind eller overskudsvarme fra affaldsforbrænding – og energilageret kan både producere el og varme. På den måde kan vi sikre, at der er grøn strøm, fjernvarme og procesvarme til forbrugere og industri på vinterdage uden sol eller blæst, siger Michael Rask, Project Development Director i Heliac.

Fra pram til havvindmølle

Et andet nyt projekt, der har fået EUDP-støtte, er ELS. Her vil Eltronic Wind Solutions og Force Technology forbedre de tonstunge løft, der sker på havet ved installation af havvindmølleparker.

- Tilsagnet fra EUDP vil åbne for, at vi kan begynde at anvende feeder barges – en særlig form for pram – til transport af offshore vindmøllekomponenter til installationsskibe. Gør vi det, behøver installationsskibene ikke længere at sejle i havn for at loade tårne, naceller og vinger. Dermed kan vi reducere omkostningerne og optimere installationsprocessen, så vi reducerer klimaaftrykket for hver installeret offshore vindmølle. Samtidig bliver det muligt at installere flere møller med det samme antal installationsskibe, siger Thomas Hedegaard, CEO i Eltronic Wind Solutions.

Parterne i projektet vurderer, at projektets teknologi vil kunne reducere energiforbruget ved installation af en havvindmøllepark med op til 15 procent.

Biologisk Power-to-X

Under særpuljen for Power-to-X har ét projekt fået støtte. I InjectMe vil forskere fra Aarhus Universitet demonstrere et system, der kan omdanne elektricitet og CO2 fra biogas til biometan – såkaldt Power-to-Gas. Det sker i samarbejde med den vestjyske virksomhed Landia og australske University of Queensland.

- Vi er meget glade for støtten fra EUDP og ser nu frem til at gå i gang med udviklingen af biologisk Power-to-X. Ved at anvende elektricitet fra vedvarende energikilder og CO2 fra biogasanlæg i produktionen af biometan kommer vi både til at arbejde med energi- og CO2-konvertering. Biometan vil både have potentiale til at erstatte fossil naturgas i gasnettet og kan også spille en rolle i produktionen af grønne brændsler til transportsektoren, siger Michael Vedel Wegener Kofoed, projektdirektør ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet.

Næste mulighed for grøn støtte til energiteknologi

I 2021 vil der igen være en række muligheder for at søge om støtte til energiteknologiske projekter fra EUDP’s puljer.

Det forventes, at EUDP og Green Labs DK udbyder 250 mio. kr. i en generel pulje til energiteknologier i den næste indkaldelse fra programmet. Der vil desuden være 16,5 mio. kroner i en pulje til projekter om Power-to-X.

Ansøgere kan også søge om støtte til fælles projekter for vidensinstitutioner og virksomheder under Det Internationale Energiagentur (IEA). Nordsøpuljen udgår i 2021, men forventes at åbne igen i 2022.

Alle aktive puljer fra EUDP åbner for ansøgere i begyndelsen af januar 2021 og vil have frist for ansøgere den 5. marts 2021.

(Forsidefoto: Colourbox)

Læs mere om: EUDP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101