23948sdkhjf

Døde mink graves op til maj og bortskaffes

Et politisk flertal er enige om, at cirka fire millioner aflivede mink, der er gravet ned i Karup og Holstebro, skal graves op efter et halvt år og derefter destrueres. Det oplyser Fødevareministeriet.

Man venter et halvt år for at være sikker på, at der ikke er en smitterisiko med coronavirus.

Det vil sige, at opgravningen af mink kan igangsættes sidst i maj måned, og de kan være bortskaffet i midten af juli måned, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) siger, at han er glad for aftalen, men at han gerne havde set, det gik hurtigere. Det kan dog ikke ske på grund af smitterisiko, siger han.

- Vi vil gerne give klar besked til borgerne, der er naboer til den her ulykkelige situation, om at de her mink kommer op, og at der er en plan for det. Vi tager udgangspunkt i den model, vi er mest trygge ved.

Ministeren siger desuden, at han har været bekymret for, at man skulle lave en miljøredegørelse - også kaldet en vvm-redegørelse - som kan tage lang tid.

- Jeg er lige så frustreret som de her borgere er. Stod det til mig, stod jeg allerede i gummistøvler ude i området og så til, at de her mink blev gravet op.

Men smitterisikoen er for stor, påpeger han. Rasmus Prehn henviser blandt andet til sundhedsmyndighedernes vurdering.

Aftalen om opgravning af mink kommer blandt andet efter, at der er blevet udtrykt bekymring om, at de nedgravede mink kan være til skade for grundvandet i områderne.

Netop derfor mener Venstre, at man bør grave minkene op med det samme og opbevare dem i gylletanke, indtil man finder en varig løsning. Venstre står uden for aftalen.

- På den her måde bliver det både dyrere og mere risikabelt, siger folketingsmedlem Thomas Danielsen (V), der sidder i Miljø- og Fødevareudvalget.

Han mener ikke, at smitterisikoen med corona er et validt argument for at vente flere måneder.

- Da man smed dyrene på en åben mark og havde dem til at flyde på lossepladser og så videre, var der ingen risiko. Nu må man forstå, der pludselig er en, siger Thomas Danielsen.

Danmark har aflivet over 15 millioner mink, siden det blev besluttet, at alle mink i Danmark skulle aflives som følge af muteret coronavirus, der havde bredt sig til mennesker.

Omkring 10,5 millioner af de aflivede mink befandt sig på smittede farme eller på farme i en radius af 7,8 kilometer fra en smittet besætning.

/ritzau/

Læs mere om: mink
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094