Energi-klynge henter 100 millioner fra EUDP
Den danske energiklynge Energy Cluster Denmark har sikret EUDP-funding til seks nye innovationsprojekter til et samlet budget på 100 mio. kroner.
Det betyder at klyngen over de kommende to til tre år vil jonglere med projekter, der kan gøre os klogere på lagring af CO2 i undergrunden, Power-to-X, termisk energilagring og droneinspektioner af offshore-strukturer – og meget, meget mere.
I den seneste runde med ansøgninger til EUDP, Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, har udløst tilsagn om funding til seks konkrete innovationsprojekter forankret i Energy Cluster Denmark.
- Det er fremragende nyheder for vores medlemmer og for innovationskraften i den danske energisektor, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark og tilføjer:
- Vi får både udviklet nye projekter og videreført eksisterende, og navnlig får vi med bredden i scope på ansøgningerne klart understreget, at vi er den neutrale innovationsplatform for hele energisektoren og viser vores evne til at samle konsortier og hjælpe med fundraising for vores medlemmer.
Alle fokusområder
Det er den første ansøgningsrunde, siden Energy Cluster Denmark blev stiftet efter en fusion mellem tre klyngeorganisationer på energiområdet, og det har været et mål at sikre, at man med ansøgningerne rammer hele det fagområde, Energy Cluster Denmark skal dække.
Og det er altså lykkedes. Således afdækker de seks nye innovationsprojekter, der nu er sikret funding til, innovationen på tværs af hele Energy Cluster Denmarks fokusområde.
Fra energiproduktion og energiinfrastruktur til energilagring og energieffektivitet – med sektorkobling, systemintegration og digitalisering som fællesnævner.
- Der er en klar styrke i, at vi har været med til at sikre funding bredt i sektoren. Som Energy Cluster Denmark er vi Danmarks klyngeorganisation for hele energisektoren, og vi skal skubbe på innovationen ud fra et samlet, fælles energisystem. Flere af de projekter, vi nu kan arbejde videre med, vil bidrage til teknologiske udvikling på tværs af energiområderne, og det er af stor værdi, siger Glenda Napier.
Projekterne
Helt konkret hvilke projekter, der er tale om, er ikke offentliggjort.
Af listen over modtagere i seneste EUDP-runde fremgår det dog at Energy Cluster Danmark har været hovedansøger på i hvert tilfælde ét af projekterne.
Det drejer sig om Quali-Drone - Intelligent, autonom droneinspektion af store strukturer indenfor energiindustrien.
Medansøgere er Quali Drone ApS, DTU Vind, Lorenz Technology ApS, Zebicon A/S, Desupervised ApS og Bladt Industries A/S.
Projektet har modtaget 6,34 mio. kroner fra EUDP.