23948sdkhjf

Fund af nyt kemikalie i grundvand bekymrer miljøminister

Et nyt kemikalie, man ikke hidtil har overvåget for, er fundet i grundvandet. Det oplyser Miljøstyrelsen. Der er tale om trifluoreddikesyre (TFA), der er fundet i 219 ud af 247 analyserede grundvandsboringer over hele landet.

Intet tyder på, at stoffet udgør en sundhedsrisiko, men landets vandværker vil nu blive anbefalet at måle for stoffet.

- Jeg er bekymret over fundet af et nyt kemikalie så mange steder i grundvandet. Der skal være tryghed om drikkevandet. Derfor har jeg med det samme bedt om en dansk sundhedsvurdering og om at få målt for stoffet i drikkevandet i alle landets kommuner, siger miljøminister Lea Wermelin (S) til Ritzau.

Undersøgelser fra Tyskland, Kina og USA peger ifølge Miljøstyrelsen på, at TFA kan dannes som et nedbrydningsprodukt fra kølemidler fra klimaanlæg og drivmidler fra spraydåser. Der er således ikke umiddelbart noget, der peger på, at sprøjtemidler i landbruget er kilden.

- Der er noget, der tyder på, at vi skal kigge i en anden retning end landbruget. Med en så jævn udbredelse af TFA er det ret usandsynligt, at kilden primært skulle være sprøjtemidler. Men vi undersøger naturligvis også den mulighed, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Rasmus Moes i en pressemeddelelse.

TFA er også fundet i grundvandet i andre lande, og Lea Wermelin mener, at problemet skal løses på EU-niveau.

- En af de store kilder, vi mistænker, er nogle ikke-nedbrydelige stoffer i miljøet, som Danmark sammen med andre lande arbejder på helt at få forbudt, siger Lea Wermelin.

Man har indtil videre fundet TFA i lave koncentrationer. Den højeste koncentration var 2,4 mikrogram per liter, og i 97 procent af prøverne var koncentrationen på 1 mikrogram per liter eller derunder.

Der er endnu ikke fastsat en sundhedsmæssig grænseværdi for, hvor meget TFA der må være i drikkevand. Men tyske myndigheder opfordrer til, at koncentrationen i drikkevand begrænses til 10 mikrogram per liter.

Fundet af TFA er sket i forbindelse med en massescreening af grundvandet, som Miljøstyrelsen har foretaget. Styrelsen drøfter sagen med aktørerne på vandforsyningsområdet ved et møde onsdag.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.527