23948sdkhjf

Andel sætter sig på størstedelen af Energi Danmark

Energikoncernerne Andel og NRGi overtager ejerskabet af energihandelsselskabet Energi Danmark.

Samtidig udtræder de øvrige aktionærer. Andel bliver majoritetsejer med en ejerandel på 63,6 procent, og NRGi’s ejerandel udgør fremover 36,4 procent.

Det oplyser Energi Danmark i en pressemeddelelse.

Ejerkredsen bag Energi Danmark, der repræsenterer en række danske energiselskaber, etablerede selskabet i 1993 og har siden i en fælles indsats udviklet Energi Danmark inden for energihandel på det internationale energimarked med fokus på Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland.

- Energi Danmark blev etableret som følge af ejerkredsens ønske om at skabe ét samlet
energihandelsselskab, som havde styrken til at løfte de allerstørste erhvervskunder og opnå storskala fordele – først i Danmark og senere i Nordeuropa. Det er lykkedes, og der skal lyde en stor tak til hele ejerkredsen, der har medvirket stærkt til Energi Danmarks positive udvikling gennem de mange år, siger bestyrelsesformand Jesper Hjulmand og fortsætter:

- Meget har ændret sig i energibranchen siden dannelsen af Energi Danmark. Konsolidering og forretningsudvikling præger sektoren og særligt øget fokusering af forretningsaktiviteter og nye strategiske prioriteter blandt ejerselskaberne gør, at vi nu helt naturligt oplever ændringer i ejerkredsen bag Energi Danmark. Både i form af ejerønske om frasalg, men også i form af ønske om øget ejerandel.

Ud af ejerkredsen træder Energi Nord Holding (18,4 procent – ejet af Norlys og Nord Energi), EWII Energi (16,5 procent), SEF Energi (1,1 procent) og Fonden Langelands Elforsyning (0,4 procent).

Fortsætter samarbejde

Andel og NRGi udgør fremover ejerkredsen i Energi Danmark med ejerandele på henholdsvis 63,6 procent og 36,4 procent.

- Andel og NRGi har et stærkt samarbejde og har allerede i dag også delt ejerskab i selskaberne Fibia og Clever. Med det nye ejerhold er kimen til selskabets forsatte udvikling lagt. Energi Danmark står blandt andet foran en vigtig opgave i forhold til den grønne omstilling af vores samfunds større energiforbrugere. Der produceres mere og mere strøm fra vedvarende kilder. Det er positivt for den grønne udvikling, men det kræver en fundamental ændring i den måde, vi bruger og tænker energi på. Vi skal intensivere arbejdet med at balancere produktion og forbrug. Her repræsenterer Energi Danmarks kundeportefølje en markant del af Danmarks energiforbrug og er derved én af flere nøgler til at sikre den ambitiøse målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent i 2030”, siger bestyrelsesformand Jesper Hjulmand.

Partnerne er enige om ikke at offentliggøre betingelserne vedrørende transaktionen, som desuden er betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094