23948sdkhjf

Nyt P2X-anlæg til Esbjerg: Et kæmpeskridt imod bæredygtig forsyning

Din forsyning, der står for fjernvarme, spildevand og drikkevand i Esbjerg og Varde Kommuner, samt affaldshåndtering i Varde Kommune, har store forventninger til det Power-to-X-anlæg, som Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, har offentliggjort planer om at bygge i Esbjerg.

CIP planlægger et storskalaprojekt, hvor man ved hjælp af grøn strøm vil omdanne vand til ammoniak, der skal bruges til gødning og skibsfart.

Produktionen af ammoniak vil producere så meget varme, at det kan forsyne op mod en tredjedel af Din Forsynings fjernvarmekunder – svarende til 15.000 gennemsnitshusstande, fortæller Din Forsynings direktør, Christian Udby.

- Dermed kan vi tage et kæmpeskridt henimod en fremtidig bæredygtig varmeforsyning, hvor varmen er baseret på restprodukter fra industrien. Det flugter utroligt godt med vores ambitioner om at mindske både spild af ressourcer og CO2-udledning, siger han i en pressemeddelelse.

Ønskescenariet er 100 pct. restvarme

For blot få år siden annoncerede Ørsted, at man ville lukke det kulfyrede Esbjerg-værket i 2023, og lige nu arbejder Din Forsyning på højtryk på Esbjerg Havn for at etablere en kombination af en række bæredygtige varmekilder, bl.a. Danmarks største havvandsvarmepumpe.

- Det er klart at foretrække, hvis vi kan levere varme til vores kunder baseret på ressourcer, som ellers var gået til spilde. Dog er det vigtigt for mig at understrege, at vi stadig har brug for de bæredygtige alternativer til kul, som vi er i gang med at bygge på Esbjerg Havn. De er helt centrale for, at vi kan garantere vores kunder varme, når Ørsted lukker for kullene. Men ønskescenariet er, at vi på sigt kan blive i stand til at levere varme, som 100 pct. er baseret på restprodukter, udtaler Christian Udby.

Også Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), er glad for den kommende aftale om det 7,5 mia. kr. dyre anlæg, der forventes at være klar til drift i 2026.

- De seneste ti år har vi været Europas og verdens center for udskibning af vindmøller. Nu påbegynder vi en ny æra, hvor Esbjerg i bredere forstand bliver centrum for grøn energi i hele Nordsø-området, hvilket styrker Esbjergs position som byen, hvor den grønne omstilling har højeste prioritet, siger Jesper Frost Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.959