Dansk Affaldsforening: Liberalisering kan koste en milliard
De danske affaldsselskaber står over for en betragtelig ekstraregning, hvis planerne om at liberalisere affaldsmarkedet bliver til virkelighed.
Det siger direktør for Dansk Affaldsforening, Mikkel Brandrup.
Som det ser ud lige nu kan affaldsselskaberne optage billige lån hos KommuneKredit. Men det kan man ikke fremover, da det strider imod EU's statsstøtteregler.
Derfor vil lånene for de danske affaldsselskaber i fremtiden blive dyrere, da det ifølge Mikkel Brandrup praktisk talt er umuligt at finde billigere lån end hos KommuneKredit.
EU-dispensation er en mulighed
Oveni det vil selskaberne også stå i den kattepine, at de med stor sandsynlighed skal opsige deres nuværende lån hos KommuneKredit, og det er forbundet med en række omkostninger.
- Med indfrielsesomkostningerne for lånene kan det komme til at koste affaldsselskaberne en milliard her og nu. Hvis der kan gives en EU-dispensation til at bibeholde de nuværende lån vil belastningen være mindre, men der vil stadig være en belastning, siger Mikkel Brandrup.
Regning kan ende hos forbrugere
Og den regning - hvad enten den kommer lige nu og her eller med fremtidige lån - vil lande hos forbrugerne.
- De øgede omkostninger skal dækkes, og det kommer nok til at blive gennem varme- eller affaldsregningen, og det er jo kunderne, der betaler det. Det er svært at forestille sig, at det ikke bliver dyrere for forbrugerne, lyder det fra Mikkel Brandrup.
Han tilføjer:
- Hvis det bliver for dyrt, så kan varmen ikke afsættes, og så kan det ende med konkurser.
Stor regning hos nyere selskaber
Mikkel Brandrup vurderer, at regningen for refinansiering af lån vil være størst for de nyere affaldsselskaber, som lige nu har den største gæld.
- ARC og Norfors er nogle af de nyere anlæg, som har en ret stor gæld, og de vil blive ramt hårdt af den ekstraregning på deres lån.
Det er dog ikke alle dele af affaldsbranchen, der i samme grad frygter liberaliseringen.
Direktør hos AVV i Hjørring, Steen Madsen udtalte sig i februar til Energy Supply:
- Det er vi ikke så bange for. Vi har meget lidt gæld på vores anlæg. Jeg vil ikke sige, vi hilser det velkommen, men vi er da klar, lød det dengang fra Steen Madsen.