Danske Commodities vækster tocifret i rørte vande
Det danske energihandelshus Danske Commodities øgede i 2020 bruttoomsætningen med 18 procent og leverer 44,3 millioner euro på driften.
Det fortæller Danske Commodities i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet.
- Danske Commodities trodsede svære handelsforhold og holdt tempoet højt i 2020 med en solid indtjening på niveau med det foregående år. Vi reagerede hurtigt, da pandemien ramte, og opstillede tradingstationer hjemme hos vores traders, så vi kunne beskytte vores forretningsaktiviteter, siger Helle Østergaard Kristiansen, CEO for Danske Commodities.
Med selskabets skalerbare forretningsmodel øgede Danske Commodities sin handelsvolumen med 94 procent til 2.170 TWh, hvilket medførte en 18 procent stigning i bruttoomsætningen uden en forøgelse af omkostningerne.
De forøgede kommercielle aktiviteter afspejles desuden i den samlede balancesum, som ved årets udgang var steget med 60 procent til 1,2 milliarder euro. Dermed blev den frie likviditet fordoblet. Selskabets egenkapital er nu på 332 millioner euro.
Regnskabsresultatet er opnået i et år med uforudsigelige energimarkeder. Mange lande indførte nationale nedlukninger, som forårsagede væsentlige forandringer i forbrugsmønstre. Normalt kan der udarbejdes prognoser for forbruget ud fra historiske mønstre og sæsonudsving, men nedlukningerne førte til hidtil usete fald i energiforbruget og skabte nye forbrugsmønstre på tværs af energimarkederne.
Foruden at klare sig sikkert gennem pandemien har Danske Commodities fortsat øget forretningsomfanget med sin ejer, Equinor.
- Vi fik tildelt kreditvurderingen Baa1 af Moody’s Investor Service, hvilket gjorde os i stand til at påtage os yderligere kommercielle aktiviteter. Som led i vores strategiske ambition om at udbygge vores forretning med yderligere indtægtskilder indgik vi en 15-årig PPA med den delvist Equinor-ejede havmøllepark Dogger Bank i Storbritannien, og vi fik ansvaret for den fysiske elforsyning til Equinors onshore og offshore anlæg i Norge, siger Helle Østergaard Kristiansen.
- I takt med at pandemiens begrænsninger ophæves, står Danske Commodities stærkt forhold til at fortsætte sin globale vækstrejse, siger topchefen.
Danske Commodities har i dag handelsaktiviteter i 39 lande, herunder Australien, USA og størstedelen af de europæiske energimarkeder.
mio. Euro | 2020 | 2019 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 791,7 | 791,5 |
Resultat af primær drift | 126,4 | 110,2 |
Resultat før skat | 51,4 | 51,0 |
Årets resultat | 40,2 | 39,8 |
Balancesum | 1231,8 | 770,6 |
Egenkapital | 332,4 | 292,7 |
Antal ansatte | 319 | 281 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.dec. 2020 |